Om Erik Thau-Knudsens slægtsbog

Et genealogisk manifest

Indholdsfortegnelse

  1. Hvorfor slægts­forsk­ning
  2. Andres slægts­forsk­ning
  3. Det lille stamtræ
  4. Illustrationer
  5. Diskurs: Vi er alle i fa­mi­li­e med hinanden
  6. Den rette fader
  7. Hvorfor præsentere resultaterne på World Wide Web?
  8. Faser

Hvorfor slægts­forsk­ning

Hvorfor bedrive slægts­forsk­ning? -- Fordi det er spændende! Men det er fodbold, frimærker og fransk madlavning og­så. Så hvorfor netop slægts­forsk­ning?
Forslag til svar:

Snobberi
Man er ung og ukendt og vil gerne vide, hvilke kändisser man er i fa­mi­li­e med og hvor­le­des. Måske står der et slot et sted og venter på en arving.
Glemsomhed
Man kan ikke huske, hvad alle fa­mi­li­emedlemmerne hedder, og hvor­le­des man er beslægtet med dem.
Genetisk selvforståelse
Man vil vide, hvilke gener man slæber rundt med; så er det lettere at forstå, hvilke talenter man endnu mangler at udfolde, og hvilken døds­år­sag man kan forvente at få.
Hensyn til efterkommerne
Man vil give ens børn og børnebørn en genvej til at kende til sin op­rin­del­se og hvem, de er i fa­mi­li­e med. Evt. og­så de­res døds­år­sa­ger.
Tilbageblik
Man er gammel og forsøger at fastholde minderne på en en o­ver­sku­e­lig måde.
Historisk interesse:
Man er først og fremmest interesseret i historie, og vil vide, hvor­le­des ens egen fa­mi­li­e passer ind med det, man ellers ved.

Jeg indrømmer blankt, at der er en snert af alle disse begrundelser hos mig.

Andres slægts­forsk­ning

Ideen til at lave en slægtsbog har jeg længe tumlet med, men det blev først i slutningen af år 2000, at jeg blev klarere over koncepterne. Mange sysler med slægts­forsk­ning, og internettet kom i midten af 1990-erne virkeligt ind som et vigtigt hjælpemiddel til genealogistudierne. Da brugtes nettet først og fremmest at indsamle data fra databaser. Webbet bruges mindre til at fremstille resultaterne. Som oftest har det handlet om rene og skære op­rems­nin­ger, side op og side ned. Mulighederne, som HTML-kodning byder på med billeddokumentation, klikbare passager til levende fa­mi­li­emedlemmers hjemsteder på WWW o.s.v., benyttes stort set ikke. I stedet ser man tra­di­ti­o­nel­le papir-stamtavler i elektronisk form. *)

Det lille stamtræ

Traditionelle stamtavler er store træer, som kan give en o­ver­sku­e­lighed over folk, man er genetisk beslægtet med, men ikke et indblik i de­res liv, i det lille stamtræ. Et eksempel på et almindeligt stamtræ, nem­lig mit eget nær­me­s­tes, findes her. Det ses let, at man hurtigt kan rode sig ud i plads­man­gel. Min virtuelle slægtsbog tager udgangspunkt i den enkelte person. Hver person får derfor sin egen side, og de allernærmeste slægtninge nævnes — fader, moder, søs­kende (herunder tillige fostbrødre og -søstre), børn og æg­te­fæller. Man ser m.a.o. den fa­mi­li­e, som in­di­videt fødes i, og den, som det skaber. De facto ser man kun de kernefa­mi­li­er, som in­di­videt har været del af. Den svage side ved dette er dets indskrænkede horisont. Ethvert in­di­vid interagerer jo med flere men­nesker, tit og­så med bed­ste­for­ældre, onkler, tanter. Senere i livet med børnebørn og svigerfa­mi­li­e. Pladshensyn har imidlertid drevet mig til at fravælge op­rems­nin­ger af lidt fjernere slægtninge (som man kun har 25% gener eller derunder fælles med). Dem kan man i stedet for klikke sig til.  

Illustrationer

Menneskets tilværelse er mere end genetik, og det bør slægts­forsk­ningen og­så holde sig for øje. Derfor angiver jeg tillige profession, fotografier af in­di­vi­der­ne - helst fra forskellige livsfaser - hvilke æg­te­fæller de har eller har haft og en kort personlig be­skri­vel­se af dem. Den korte personlige be­skri­vel­se begrænser sig til, hvad andre siger om ved­kom­men­de. Beskrivelsen kan begrænse sig til det anekdotiske - hovedsagen er det indtryk, som ved­kom­men­de har afsat i andres erindringer. Og hellere erindringer fra andre end undertegnede. Det er sjovere at få andres erindringer.

Endeligt lader jeg og­så personerne selv komme til udtryk. Det ville være ra­rest med film- eller lydoptagelser, men i disse år (2003-2004), hvor en nor­mal overførsel sker med et modem på 56.600 bps og internetudbyderne og­så kun tillader relativt lidt plads på de­res værtsmaskiner, har jeg trukket grænsen ved få billeder, megen tekst.

    Det giver i praksis 44 kilobyte pr. person; en 1,4 MB floppy-diskette vil således kunne rumme 32 in­di­vider. Besøgende på dette sted med kraftigere computere og forbindelser har dog og­så mulighed for at klikke sig videre til pinakoteker og lydfiler for enkelte af de registrerede.

Diskurs: Vi er alle i fa­mi­li­e med hinanden

En anetavle er en tavle over ens forfædre. Jeg har 2 forældre, 4 bed­ste­for­ældre, 8 tipoldeforældre og 16 tiptipoldeforældre. En generation sættes sæd­van­lig­vis til 25 år. **) Ti generationer tilbage, altså i 1710 (jeg er født i 1960) havde jeg derfor 2 i 10de aner, som er ca. 1000 (eller 1024 for at være nøjagtig). Tyve generationer, i mit tilfælde i 1460, er der 2 i 20de, eller 1024 * 1024 = 1.048.576 aner. Tredive generationer tilbage, nu i 1210, er der 1,07 milliarder. Fyrre generationer tilbage, i 960, er der 1.099,5 milliarder. I følge palæontologer og biologer er det flere men­nesker, end der nogen sinde har eksisteret på jordkloden (16-20 milliarder siden ca. 300.000 f.v.t.). Danmarks indbyggertal omkr. år 1000 anslås til 500.000. Selv om at anetavlen kan svulme op, har dog den en øvre teoretisk grænse.
    Så hvis nogen fortæller mig, at han kan føre min stamtavle tilbage til Gorm den Gamles (død ca. 935) tid, så siger jeg ja, men til den tid er det nok uinteressant. Så er vi jo alle i fa­mi­li­e med hinanden.

    Han vil da svare, at der har været tilfælde af ægteskaber inden for fa­mi­li­en; fætre og kusiner har haft lov til at gifte sig med hinanden. Det gjor­de kongerne jo (F .eks. var Christian den 6. gift med sin kusine. Frederik den 7 giftede sig to gange med kusiner). Og noget skal der nok være om snakken: går man tilbage til tiden før den industrielle revolution ca. 1850, er de fleste mennesker fastboende bønder. Og disse bønder henter gennem århundreder æg­te­fællerne lokalt, d.v.s. sjældent længere end 20 km borte og i over 75% af tilfældene i en radius af højst 10 km fra fødestedet. Med datidens lave befolkningstal er det nemt at forestille sig, at indavl bliver følgen (en mild form for indavl af tredie til sjette led). En fornemmelse af landbefolkningens immobilitet fås, når man klikker sig tilbage i stamtavlen til tiden før 1850. Omvendt er danner 20. og 21. århundredes urbane kultur og de fysisk og økonomisk overkommelige rejsemåder basis for, at der kommer folk ind i fa­mi­li­en fra steder, som ligger over 2000 km borte.

Hvis man nedstammer fra Gorm den Gamle, er det interessante snarere hvor­le­des. Det kan man forøvrigt se her.

**) Et slægts­led er en variabel størrelse. En stikprøve for 27 personer i min egen jyske slægt for perioden 1716-1906 viser et gennemsnit på 33,4 år for et slægts­led (35,9 år for mænd og 30,8 for kvinder) målt efter et biologisk succeskriterium, d. v. s. om afkommet har efterkommere i dag. Det er nem­lig ikke altid den førstefødte i en søs­kendeflok, som selv får børn. Der i­agt­ta­ges en svag, men ikke statistisk signifikant, stigning over tid i et slægts­leds størrelse (1-2 år pr. århundrede). Så de ovenstående 25 år pr. slægts­led (i moderne evolutionsvidenskab regnes med 20 år pr. menneskeligt slægts­led) er nok for lavt sat.

Den rette fader

Fremmede æg i kurven

Når man sidder med et par snese personer i sin slægtsbog, falder tanken ind om, hvor meget man kan stole på kirkebøgernes op­lys­nin­ger. Adoption fo­re­kom­mer jo. Og så er der sidespringene. En fornemmelse for sidespringenes udbredelse får man i forbindelse med organtransplantationer. Organer (ny­rer og f. eks. rygmarv) skal helst transplanteres fra nærtbeslægtede do­norer, hvorfor man i Danmark år 2002 screener  fa­mi­li­emedlemmernes DNA for at sikre sig, at recipientens gensæt svarer bedst muligt til donorens. 11-12% af recipienterne har ikke den biologiske/genetiske fader, de troede, de havde. Recipienternes fødre ved det heller ikke, og mødrene heller ikke altid. Det er ikke en gang højst i verden. Visse steder i Afrika skulle tallet være nærmere 25% (se Baker, Robin. 1996. Sperm Wars : Infidelity, Sexual Conflict and Other Bedroom Battles, London: Fourth Estate, 364 s.). Jeg ser ingen grund til at antage, at raten har været anderledes før i tiden. Vel har vi en friere seksualmoral i det 21. århundredes Danmark end i tidligere århundreder, men den er netop betinget af mulighederne for beskyttelse mod uønsket svangerskab, foruden kønnenes ligeberettigelse. Kvinderne har altså bedre mulighed for at vælge barnets far bevidst — og omvendt. Så lad os derfor antage, at tallet for fremmede æg i kurven var det samme i forrige århundreder.

    En tommelfingerregel er, at bedragene især sker med første barn, næ­sten aldrig med det andet, mens at sandsynligheden atter stiger ved nr. 3, 4 og opefter (se Sperm Wars : Infidelity, Sexual Conflict and Other Bedroom Battles).

    Adoption som et skjult tal udgør næppe noget stort problem. Blandt de over 100 men­nesker, som jeg har beskrevet for det 20. århundrede, er kun et af dem a­dop­te­ret. Desuden er adoption knap så pinligt som fremmed fugls æg udklækket i egen rede, d.v.s. man må formode, at en moders interesse i at dølge, at hendes barn er a­dop­te­ret, er meget mindre, end hvis barnet har en anden far end den, det troede.

Straffes førstefødte?

    I mit specielle tilfælde kan jeg tage det roligere. I det omfang, at jeg ken­der mine aners nummer i søs­kendeflokken, er de aldrig nr. 1 (en yderligere indikation er, at et slægts­led er over 30 år, uagtet at en kvinde på 30 år i 1700-tallet havde født mindst en gang før). Peger det mon på en ringere forplantningsevne blandt de førstefødte? Skyldes det mon, at de er blevet vanrøgtet som børn og derfor ikke selv når at sætte afkom til verden? Og hvem har vanrøgtet dem? De førstefødende mødre, som har for lidt begreb om børn? Fædrene, i de­res mistanke om at nære en horeunge ved de­res bryst? Undersøgelser har vist, at det er 60 gange så sandsynligt, at et barn bliver slået i hjel af sin stedfader, end af sin biologiske fader.
Endelig: Hvem var så de rigtige biologiske fædre, disse galaner med det gode udseende eller den økonomiske eller politiske magt på de­res side? Var det greven eller herremanden? Staldkarlen? Svogeren? Landstrygeren fra i fjor? Fodermesteren i et omrejsende cirkus? Skete befrugtningen i elskov eller under tvang? Altsammen gisninger.
    Da den førstefødte åbenbart ikke har samme biologiske succes som sine søs­kende, tror jeg, at man kan fæste mere lid til dataene i denne slægtsbog, end de ovenfornævnte 11-12% lader formode. Man kan dog nok først præ­ci­se­re tallene, når man ken­der mere til de enkelte livsforløb og især holder sammen med undersøgelser om, hvad der betinger folks partnervalg, både nu og før i tiden.

Hvorfor præsentere resultaterne på World Wide Web?

Man kunne lige så godt beholde sine resultater på egen harddisk og så kun give adgang til udvalgte gæster. Nogle gange er der jo følsomme op­lys­nin­ger på siderne. Følsomme op­lys­nin­ger kan være hvad som helst, har jeg op­da­get. Især for dem ovre på Østsjælland. Det kan være telefonnumre og adresser (for dem, som følger sig forfulgt; særligt en bekymring hos dem, der i forvejen har hemmeligt telefonnummer). For andre er det en følsom oplysning, hvem man har børn med. For atter andre hvornår man er født.  Derfor offentliggør jeg kun stamark fra levende in­di­vider med de­res god­ken­delse. For nulevende skrives ikke længere fulde adresser, kun gadenavn og lokalitet. Telefonnumre står der heller ikke, med mindre attestanten in­si­ste­rer.

    Hvis op­lys­nin­gerne er hentet fra frit tilgængelige kil­der, føler jeg mig dog mindre forbundet. Et interview givet til Midtjyllands Avis eller Danmarks Ra­dio, en fødselsdagsannonce i indrykket Berlingske Tidende, et salgsfremstød på WWW for en bog udgivet af attestanten -- det er altsammen offentligt og må stå mig frit at anvende til slægts­forsk­ningen. Desuden er of­fent­li­ge kil­der det bedste materiale.

    Men de døde? De kan ikke protestere, og efter 10 år tillader dansk lov, at man får adgang til kirkebøgerne. Ergo er sådanne op­lys­nin­ger og­så of­fent­li­ge.

    Fordelene ved WWW er, ud over at det er skabt til hypertext-do­ku­men­ter, at man på den måde giver alle slægtninge adgang til op­lys­nin­gerne. WWW's grundformål er netop at dele op­lys­nin­ger med andre. Og det er helt i WWW's ånd, når slægten er spredt over ikke bare hele Danmark (for Thau-ernes ved­kom­men­de dog mest koncentret i Midt- og Sønderjylland), men efterhånden og­så i udlandet (England, Kanada), at alle med adgang til en internet-tilsluttet computer (ca. 80% af Danmarks befolkning) kan følge med i afdækningen af de­res rødder.

Faser

Projektet har følgende faser:

  1. Udvikling af konceptet (1999-2001)
  2. Pilotfase: Opbygning af stamtræ for Erik Thau-Knudsen (forældre, søs­kende, børn). Afsluttet 31. januar 2001.
  3. De levende: Udvidelse af stamtræet til at omfatte alle nulevende fa­mi­li­emedlemmer til Erik Thau-Knudsen, i et vist omfang og­så af de­res hu­s­tru­er. Det sker ved knopskydning: Et stamark ad gangen. Der ta­ges udgangspunkt i etablerede eksisterende stamark; derefter im­ple­men­te­res det pågældende in­di­vids nærmeste fa­mi­li­emedlemmer. Fra 1. februar 2001.
  4. De døde: Her udvides med stamark for afdøde slægtninge. Fra 10. juli 2001. Fokus er lige nu på materialer om Thau-grenen (min mødrene side). Derefter vil jeg gå i gang med Demolade-grenen (min fædrene side). Jeg vil søge at oprette ark for dem, som indgår på en stamtavle, jeg har fået udleveret.

Hvis du mener dig beslægtet med mig, kan ud bruge vedlagte stamark, ud­fyl­de det og sende mig det som HTML-fil eller i formaterne .txt, MS Word (.doc, .docx), OpenOffice Text (.odt), Claris/Apple Works (.clw), TexEdit (.rtf), LaTex (.tex), Adobe Portable Document Format (.pdf). Eller du sende det med po­sten. Eller bare sende mig en mail og fortælle om dig selv. Kon­takt­a­dres­ser til mig finder du på min kontaktside.

Hilsen

Erik Thau-Knudsen, mandag 29. januar 2001

*) Upps - jeg opdager her torsdag 19. april 2001, at andre er kommet på samme gode ide. William Henry Sievers stamark [en tilfældig person] på den amerikanske Letsche-slægts stamtræ er et godt eksempel. På dansk er Devantier-slægten fremstillet på en måde, som ligner min en smule, omend noget lakonisk. Endvidere kom ophavskvinden først på det i år 2002.

Antal besøg seneste 24 timer: 490

Antal brugere on-line: 18