Nedenstående er fra Saxo Grammaticus. 1924. Danmarks Riges Krönike. Tomus 2 af 12 tomer. København: Forlaget Danmark, siderne 91-123 (Nikolai Frederik Severin Grundtvigs oversættelse af Saxes Gesta Danorum [Danernes Bedrifter]; nedenstående tekst i Liber III, Capitæ 1, 2, 3). Illustrationer: Gudmund Hentze.

Gengivet med Grundtvig-oversættelsens kursiveringer, illustrationer og 1800-tallets sjællandske dialektale klang. Tallene i parentes angiver sidetallene.

Balder - Höther ; eller Hother og Bue

(91)

EFTER Hjartvar skal Hother, Atisles Broder og Gevars Fostersøn, som vi nævnede før, have tiltaget sig Herredømmet i begge Riger, men for paa bedste mulig Maade at hitte rede i hans Efter-Aar, vil vi begynde at betragte hans For-Aar, thi Fortællingen om hans sidste Aars-Tid og Bane bliver i det mindste helere og smukkere, naar vi redde hans forrige Bane fra at nedsynke i Glemsel.

   Saa fortæller man da, at da Helge havde (92) slaaet Hothbrod ihjel, kom Sønnen Hother under Kong Gevars Opsyn og traadte hos ham sine Børnesko. Allerede tidlig udmærkede han sig fremfor alle sine Legebrødre og jævnaldrende ved Haardførhed, og desuden havde Naturen skjænket ham mangt et Anlæg, som heldig uddannedes, saa han, som besad en særdeles Smidighed, fik en overordentlig Færdighed i at svømme, skyde med Bue og spille Klumsak, og skjøndt det først var øvelsen, som gjorde Mesteren, saa overgik han dog baade i Sind og Skind vidt hvad man af en Grønskolling kunde ventet. Paa Luth og paa Lyre blev ingen hans Mester, Hakkebræt og tyrkisk Musik forstod han ogsaa godt at behandle og var en Tusind-Kunstner i alskens Strenge-Leg, saa han med de mange forskjellige Triller og Tone-Skifter kunde virke paa Folks naturlige Tilbøjeligheder, og dreje dem til Gammen eller Bedrøvelse, Ynk eller Had, alt efter sin Vilje. Han; havde derfor ogsaa for Skik at fange Folks Hjærter, ved enten vellystig at kildre eller gyselig at (94) gjennemtordne deres øren, og Gevars Daatter: Nanne, fandt saadan en Fornøjelse i Ungersvendens mangehaande Kunster, at hun fik Lyst til at hvile i hans Arme. Det var da ikke heller saa sært, thi veed man ikke nok, at der gaar flere Veje til Hjærte-Kammeret end til Hoved-Staden, og Elskov er Karl for at finde dem alle; man ser undertiden en Jomfru opglødes blot af en Ungersvends Fromhed og Dyd, og det uagtet hans Udvortes ikke behager, men ellers forelske somme sig i et glat Ansigt og somme i Mandhaftighed, medens nogle lade sig indtage af Tusind-Kunstnere og andre bedaare af Smiger og Artighed, uden at det derfor er Løgn, at med et glimrende Rygte bejler man sjælden forgjæves, og at selv i Pigernes Hjærte hugger gjerne den dygtigste Kæmpe det dybeste Saar.

Balder og NannaImidlertid hændte det sig, at Odins Søn, Balder, fik Syn paa Nanne, engang da hun var i Bad, og blev paa een Gang baade optændt af Brynde og opglødet af en uforgængelig Kjærlighed, thi hans (95) kjødelige Lyster optændtes af Legemets skinnende Farve, som man veed er hvad der frister Sanserne mest, og hans Hjærte opglødedes af den klart gjennemstraalende indvortes Dejlighed. Brynde lærer aldrig at bie, og den indskjød derfor Balder det Raad at tage Hother voldsomt af Dage, som den, han maatte frygte for, vilde mest staa hans ønsker i Vejen og forhale Nydelsen.

Omtrent paa samme Tid foer Hother, som var ude paa Jagt, vild i Taagen og traf paa nogle Elve-Pigers eller Skov-Nymfers Bur. De hilste ham ved hans Navn, og da han saa spurgte, hvem de var, fik han til Svar, at det var for det meste efter deres Vink og Varsel, at Krigs-Lykken rettede sig, aldenstund de var tit usynlig tilstede paa Valpladsen og hjalp hemmelig til at vende Bladet efter deres gode Venners ønske. Saaledes ymtede de da om, at de, som dem lystede, kunde foraarsage baade Held og Vanheld, og de fortalte ham tillige, at Balder havde set hans Patte-Søster, Nanne, i Bad (96) og var bleven heftig forelsket, men, uagtet : de selv sagde, at Balder fortjente hans dødeligste Had og Fjendskab, raadte de ham dog fra at angribe ham med Magt, fordi han, efter deres Forsikring, var en Halv-Gud, oprunden af en hemmelig himmelsk Sæd. Klogere blev Hother ikke denne Gang, thi nu styrtede Huset sammen, og han saae sig pludselig ene og husvild, midt paa Marken, under aaben Himmel, og hvad han især forundrede sig over, var Elve-Pigernes hovedkulds Flugt, Skue-Pladsens Forvandling og Skygge-Husets skuffende Lighed. Han vidste altsaa ikke, at alt hvad der var kommet ham for, var intet uden et underfundigt Kogleris tomme Blændværk.

Ved Hjemkomsten udviklede Hother paa det nøjagtigste Gevar baade sin Vildfarelse og det derpaa følgende Gjækkeri, og forlangte strax at faa hans Daatter. Ja, sagde Gevar, det saae jeg heller end gjerne; men Balder har rigtignok bejlet først, og giver jeg ham Nej, maa jeg frygte for hans Vrede, thi der er noget (97) helligt ved hans Legeme, som binder saa fast, at det giver end ikke efter for Jærnet. Rigtig nok, blev han ved, veed jeg, hvor der er et Sværd, som kan give ham Bane-Saar, men det befinder sig i Skov-Trolden Mimings Værge og er paa det alleromhyggeligste forvaret under Laas og Lukke. Den samme Miming har ogsaa et Armbaand, som med en hemmelig og forunderlig Kraft plejer at formere sin Ejermands Midler, men blot at komme til hans Bolig overstiger hardtad et Menneskes Kræfter thi der er meget i Vejen og dog i Grunden hverken Vej eller Sti for levende Folk, og næsten helt igjennem hersker der en dræbende Kulde. Imidlertid kan du jo prøve til, i en Slæde med Rensdyr for, thi med dem gaar det hurtig over de store Snebjærge, og naar du saa kommer paa Stedet, stil saa din Telt saaledes vendt fra Solen, at den ikke skal skygge for Hulen, hvor Miming er inde, og ved usædvanligt Mørke gjør ham bange for at gaa ud, men dog og saaledes, at du har Skyggen af Hulen og hvad der (98) kommer ud af! kan du passe det, da vil du let kunne faa Fingre baade paa Armbaandet og Sværdet, og begge Dele er vist nok værd at eje, da den ene har Rigdom og den anden Sejer i Følge med sig.

Det var nu Gevars Ord, og han fandt i Høther en lærvillig Discipel, som med al Flid fulgte hans Anvisning, kom til Hulen, stillede sin Telt paa den foreskrevne Maade, gik om Dagen paa Jagt og laa om Natten paa Lur. Søvn fik han da aldrig i sine øjne, men maatte vaage bestandig, og inddelte sin Tid saaledes, at han om Dagen sørgede for sit Legems Ophold og anvendte Natten til Grublerier. Bedst som han nu laa en Nat, mat og urolig i Sindet, saae han Trolden skygge for sin Telt og skjød ham saaledes med et Spyd, at han faldt omkuld, og saa løb Hother til og bandt ham, inden han kunde komme paa Benene igjen og tage Flugten. I de allergrueligste Udtryk truede nu Hother Miming med at tage ham af Dage' hvis han ikke gav Sværdet og Armbaandet hid, og det gik Trolden, som det (99) sædvanlig gaar de dødelige, at han havde intet kjærere end sit Liv, og for det, som den dyrebareste Ting, gav han da, uden videre Vægring, i Løsepenge hvad der forlangtes.

Glad over at have naaet sit ønske, vendte nu Hother tilbage og følte sig lykkelig ved de røvede Klenodier, lette at tælle, men tunge at opveje. Aldrig saa snart rygtedes det imidlertid til Saxen, at disse Kostbarheder var komne i Høthers Vold, førend Kong Gelder stræbte af al Magt at indgyde sine Stridsmænd sin Begjærlighed efter at vriste ham saa herligt et Bytte af Haand, og det lykkedes ham virkelig at sætte Ild i sit unge Mandskab, saa han snart fik sin Flaade udrustet. Dog det havde Gevar forudset, thi han havde en fin Næse til at lugte alting forud og havde flittig øvet sig i Forvarsler, hvorfor han nu lod Høther kalde og befoel ham i Slaget med Gelder at staa taalmodig for Skud og ikke kaste et Spyd til Fjenden, førend han øjensynlig ledte om Spyd. For Resten raadte han (100) ham især at bruge skarpe Krum-Hager, hvormed han baade kunde skamfere Skibene og skille Stridsmændene ved Hjælm og Skjold. Til sin store Fordel, som Enden viste, fulgte Høther begge Raadene trolig og befoel, under Gelders første Angreb, sine Folk at staa ganske stille og kun bøde for sig med Skjoldet, sigende, at i denne Kamp skulde Taalmodighed vinde Prisen. Fjenderne, som havde det hedt, førend Striden begyndte, blev endnu hidsigere, da de saae, det gik saa glat, og ingen gjorde Gjengjæld, og de kappedes ret om at dænge Pile og Spyd paa de taalmodige Kroppe; men Skaden de gjorde var ikke stor, thi var der ogsaa et enkelt Spyd, som ridsede en Mand lidt, saa bleve dog de fleste siddende ganske uskyldige i Skjoldene og Skibene, ja det var slet ikke sjælden, at et Spyd havde løbet Vejret af sig under Vejs, saa det kun tørnede ganske løselig paa Rygningen af det Skjolde-Tag, hvormed Høthers Folk efter deres Konges Befaling havde dækket sig, og drattede saa i Vandet. Da nu (101) imidlertid Gelders Folk havde faaet tomme Hænder, skikkede Fjenden dem med stor Ivrighed deres Spyd tilbage, men det syntes Gelder ikke om og hængte derfor et blegrødt Skjold som Fredstegn op i Masten. Ved saaledes at overgive sig frelste han sit Skind, og det maa man sige, at Høther tog imod ham med saa mildt et Ansigt og saa venlige Ord, at hvad han ikke var blevet underdanig ved Krigs-Pudset, saa blev han det ved Høfligheden.

Paa samme Tid var det, at Kong Helge i Helgeland skikkede Bud paa Bud til Kuso: Høvding i Finmarken og Bjarmeland, for at bejle til Thora, hans Daatter, og her passer det sig, at hvad man savner, det skal man lede om, thi Sagen var den, at Helge kunde ikke, som andre Ungersvende den Tid ellers plejede, bejle selv med levende Røst. Han havde nemlig et saadant Men paa Mælet, at han af Undseelse vovede knap at lukke Munden op hjemme, end sige ude, og det er da ganske sædvanligt, at man, for Spotten, (102) som gjerne følger med, vil nødig være sin Skade bekjendt og gjør sig derfor, tit forgjæves, mest Ulejlighed med at dølge den Lyde, der røber sig selv. Kuso gjorde imidlertid kun Nar ad hans Frieri paa anden Haand og sagde, at hvem der ikke kunde staa paa sine egne Ben og trængte til Rygstød, skulde aldrig gifte sig, men da Helge fik den Hilsen, søgte han Høther paa Haand, som han vidste havde en sleben Tunge, og bad ham endelig hjælpe sig, hvorimod han lovede, med største Lyst at gjøre igjen for ham alt hvad han vilde forlange. Høther kunde ikke modstaa Ungersvendens idelige og ydmyge Bønner og sejlede derfor til Norge med en velrustet Flaade, i den Hensigt at bruge Magten, om Munden ikke forslog; men med sine sukkersøde Ord bragte han det dog saa vidt for Helge hos Faderen, at han sagde, det skulde komme an paa Thora selv, thi med sin faderlige Myndighed vilde han ikke tvinge hende. Nu blev hun da hentet og tilspurgt, om hun havde Lyst til Bejleren, og da hun sagde ja, (103) blev hun fæstet til Helge. Heraf ser man da, at der skal en skarp Mund til døve øren, og at man kan helbrede Folk, som har Skade paa Hørelsen, med et godt ørefigen af en flydende Tunge.

Medens nu dette gik for sig i Helgeland, kom Balder. til Gevars Land med væbnet Haand og forlangte Nanne, men Gevar viste ham til hende selv, og nu. stræbte Balder da at vinde hendes Hjærte med de mest udsøgte og indtagende Ord, men her saae man, at et godt Ord finder ikke altid et godt Sted, thi hun var ubevægelig. Da, nu Balder i det mindste vilde vide Aarsagen til det Nej, han fik, sagde Nanne: Aarsagen er, at lige Børn lege bedst, og at hvem der vil pille Kirsebær med de store, faar gjerne Stene i øjnene, Smaafolks Aande lugter altid ilde i højbaarne Næser, Ugle og Krage bli'r aldrig Mage, højt i Vejret er værst i Blæsten, og hvem der vil række sig længere end han er, kan let vride Armen af Led. Derfor vil jeg helst blive ved Jorden og skjemte med min Ligemand, ikke springe (104) paa min Hals over det uhyre Svælg, som adskiller Guder og Mennesker, eller gjøre Vold paa Naturens Orden, for et øjeblik at komme i Højden og saa kanske dratte hovedkulds ned, thi der vil stærke Baand til at holde Guder fast, og paa Kjærlighed af Naade skal man aldrig bygge! Med saadan drillende Spidsfindighed snoede hun sig fra Svaret og fra Balders Bønner, og man kan ikke andet sige, end at de Grunde, hun opspandt imod Ægteskabet, var vittige nok.

Gevar meldte nu strax Høther, hvordan det var fat, og han fyldte Helge ørene fulde med Klager over Balders Næsvished, men begge var meget tvivlrådige om, hvad man helst skulde gribe til. Imidlertid, at tale med en god Ven, naar man er i Betryk, gjør vel ikke altid Sagen klar, men letter dog Hjærtet, og efter megen indvortes Kamp sejrede dog Modet tilsidst, saa man besluttede at vove et Søslag med Balder.
Slag mellem mennesker og guder Det blev da, om man vil tro det, et Slag imellem Guder og Mennesker, thi  (107) baade Odin og Thor og hele den hellige Gud-Skare kæmpede for Balder, saa dette Slag satte baade Himmel og Jord i Bevægelse. Høther, hvis Kofte kunde trodse Jærn og Staal, brød ind paa Guderne, hvor de stod tykkest, og bestormede dem saa godt, som Jorden kan bestorme Himmelen, men Thor var frygtelig; hid! I Fjender! frem! I Venner! det var immer Omkvædet paa hans Vise, og svang han ikke saa en Kjølle, som var mageløs og slog hvad den ramte i tusinde Stykker. Der hjalp da hverken Hjælm eller Skjold eller nogen Slags Rustning: det sprang som Glas; umuligt var det for nogen Mand at blive staaende paa sine Ben for et Drag af den Kjølle, og hvem den slog til Gulvs, stod aldrig op, saa med Magten var der intet at udrette, og Guderne havde bestemt vundet Sejer, dersom Høther ikke, da hans Slagorden bugnede, var fløjet til og havde hugget Skaftet over paa Kjøllen, hvorved den blev ubrugelig. Saasnart det Vaaben var fordærvet tog Guderne Flugten, og, uagtet det falder (108) utroligt, at Guder skulde flygte for Mennesker, saa faar man: dog vel tro Alderdommen og kun lægge Mærke til, at Talen er her mere om indbildte end egentlige Guder, thi vi bruge jo ikke her Guddoms-Ordet i sin egentlige Bemærkelse, men kun efter Hedningernes Talemaade.

Balder, siger man videre, løb fra sine Skibe, og de blev da dels sønderhuggede dels sænkede af Sejerherrerne, hvem Lykken som sædvanlig, gjorde overmodige, saa de ikke vilde nøjes med at have overvundet Guderne, men skulde endelig kjøle deres bedrøvelige Mod paa Flaadens Levninger og ødelægge, bare for at efterlade et Spor mere af deres Grusomhed. For Resten minder endnu den Havn, hvor Slaget stod, med sit Navn om Balders Flugt, og Kong Gelder af Saxen, som havde sat Livet til, gjorde Høther megen Stads efter; thi han lod anrette et Baal af Skibe, stablede der de faldne Saxer op og lagde Gelder øverst, hvorpaa han ikke alene stedte Asken til Jorde med kongelig Pragt, men udtrykte tillige sin Højagtelse (109) for den faldne ved et priseligt Eftermæle.

Efter denne Bedrift vilde Høther, som ikke saa ganske troede Freden, ej længer opsætte sit Bryllup med Nanne, men rejste strax op til Gevar og fuldbyrdede Ægteskabet, skjænkede Helge og Thora store Foræringer og sejlede saa med sin unge Brud til Sverrig, hvor man skattede ham efter Sejren og Balder efter Flugten: forgudede den ene og lo ad den anden. De svenske Herrer var just dengang sejlede til Dannemark med Skatten, og Folket udraabte da Høther til Konge, i Betragtning af hans Faders Fortjenester, men han maatte snart sande, at Lykken var ikke at stole paa, thi Æren, han som Fribytter vandt, tabte han som Konge, blev overvundet af den samme Balder, han nys jog paa Flugt, og maatte nu selv flygte op til Gevar.

Efterat Balder havde sejret, vilde han ved en god Gjerning, som kom paa et nødtørftigt Sted, hædre sin Krigshær, og aabnede, ved at grave dybere i Jorden, (110) end man ellers plejede, en splinterny Kilde, og det Vandspring læskede herlig Folkets brændende Tørst. Navnet paa denne Kilde er uforgængeligt, og skjøndt den har holdt op at springe, tror man dog, at dens Spor i Grunden ej endnu er ganske udslettede. For Resten pintes Balder om Natten af et sært Mummeri, under Nannes Skikkelse, og det tog saaledes paa hans Helbred, at han svandt hen og kunde tilsidst ikke staa paa sine Ben, men maatte vænne sig til bestandig at age i Vogn eller Kariol, naar han vilde nogensteds hen. I Grunden var rigtignok hans stærke Kjærlighed til Nanne Skyld i det hele og Aarsagen til hans Svindsot; thi han syntes slet ikke, han havde vundet Sejer, naar han ikke vandt Nanna.

Frø satte sig nu ogsaa ned i Nærheden af Upsal, som Gudernes Statholder, og han forandrede den gamle Offer-Skik, som man fra Slægt til Slægt i mange Aarhundreder havde holdt ved lige, i det han indførte den sørgelige og skjændige Uvane at slagte Mennesker som Fæ og ofre dem, (113) som man maa kalde en vederstyggelig Guds-Dyrkelse. Frøs dyrkelse Imidlertid spurgte Høther, at Dannemark havde mistet Kong Rolv, og at Hjartvar havde strax faaet Løn, som forskyldt; da blev han glad og sagde: det kalder jeg en lykkelig Hændelse, thi nu flyver mig i Haanden, hvad jeg aldrig drømte om; Rolv, hvis Fader, jeg nok husker, var min Faders Banemand, burde jeg jo slaaet ihjel, men nu har en anden betaget mig Ulejligheden, saa han har faaet sin Straf og jeg kanske uformodenlig en god Lejlighed til at bestige Dannemarks Throne, som man, ved at rode op i de gamle Slægt-Registre, nok skal finde, jeg har lovlig Adkomst til. For nu strax at fiske i rørte Vande, begav han sig med en stor Flaade til Isøre-Havn i Sælland, og blev hyldet af de Danske, som kom ham i Møde. Kort efter blev han ogsaa Konge i Sverrig, thi hans Broder Atisle, som han havde sat til Regjeringen der, døde nu, og det paa en liderlig Maade; thi da han af Glæde over Rolvs (114) Undergang gjorde et stort Gilde, slog han Gjækken løs og drak sig ihjel, saa det blev Gravøl dobbelt op og maa vel kaldes en skiden Ende paa en Skarns-Lystighed!

Imedens Høther var i Sverrig, kom imidlertid Balder ogsaa til Sælland med en Flaade, og da han baade var en berømt Helt og en herlig Høvding, var alle Dannemænd enige om at give ham Kronen, som han forlangte.

Af denne Vaklen ser man, at Fædrene har været vankelmodige, og ikke ret vidst, til hvilken Side de vilde!

Høther kom nu tilbage fra Sverrig, og der yppedes en svar Strid imellem de to Medbejlere om Herredømmet, men Enden blev, at Høther kom til kort og maatte flygte over til Jylland, hvor han opholdt sig en hel Vinter i den lille By, som siden har baaret Navn efter ham. Derfra drog han om Foraaret, ganske ene, over til Sverrig, sammenkaldte Rigens Herrer og fortalte dem, at han nu rent var kjed ad Livet og Verdens Lys, da han havde haft den ulykkelige Skæbne: to Gange at  (115) overvindes af Balder. Efter at have budt dem Farvel allesammen begav han sig derfor, ad en hartad ufremkommelig Vej, til afsides Steder og vankede ellevild om i ørken, hvor der ikke var Spor af Menneske-Fjed. Saaledes gaar det med Folk, som har et ulægeligt Saar i Hjærtet, at de finde Byrden for svar i Selskab med andre Mennesker, søge derfor Mørket og de allerurimeligste Afkroge og vente der at kunne faa Bugt med Fortvivlelsen. Overalt elsker Sorg for det meste Ensomhed, og afsindige Folk finde gjerne altid Fornøjelse i Snavs og Urenlighed. Før havde Høther haft for Skik at sidde paa Toppen af et højt Bjærg og svare med Ordsprog, hvem der kom og spurgte ham til Raads; men naar Folk nu kom, var Kongen borte, hvorover de klagede sig jammerlig og knurrede over hans ørkesløshed.

Imidlertid vankede Høther om i de øde Steder, og saa tilsidst, da han gjennemstrøjfede en Skov, som ellers ingen levende Folk besøgte, fandt han en Hule, beboet (116) af de samme ubekjendte Elvepiger, som fordum havde foræret ham hans jærnfaste Kofte. Paa Spørgsmaal om, hvad han havde at gjøre paa slige Veje, svarede han, at det var Misheld paa Val, som drev ham, og han lod dem høre, at de havde narret ham, da det var gaaet ganske anderledes, end de havde lovet, saa han kunde nu ikke noksom begræde sin ulykkelige og sørgelige Skæbne. Dertil sagde Nymferne (Elvepigerne eller Volerne, hvad man vil kalde dem), at uagtet han kan sjælden var bleven Sejerherre, kunde han dog ikke klage over Misheld, da han havde skilt Fjenden ved lige saa mange Folk, som han selv havde mistet, saa det gik lige op. For Resten trøstede de ham med, at han var Sejeren vis, naar han bare kunde komme Balder i Forkjøbet og faa Fingre paa en vis sukkersød Ret, som var opfundet for at give ham nye Kræfter; thi, sagde de, du kan jo nok begribe, det er ingen Sag at faa Bugt med sin Fjende, naar man kan snappe ham Maden af Munden, saa han faar intet at styrke sig paa.

(117)
Af den Tale fattede Høther igjen baade Lyst og Mod til at prøve Styrke med Balder, skjøndt man rigtig nok skulde synes, der hørte meget til at byde Guder Brodden, og at det, som nogle af hans Venner ogsaa sagde, var dumdristigt, at føre Krig imod Himmelen; men den uslukkelige Brand i Høthers inderste havde fortæret al Ærbødighed for Helligdommen, thi jo djærvere man er, dessnarere gaar Naturen over Optugtelsen, saa Lysten faar Magt med Fornuften, og man handler forvoven, tvertimod Klogskabens Bud. Kan vel og være muligt, at Høther trøstede sig med de gamle Ordsprog: jo større Skjælm, desbedre Lykke, og: liden Tue vælter store Læs!

Balder kaldte nu Dannemænd til Vaaben og tog imod Høther med Sværdet; hvorpaa der stod et overmaade blodigt Slag, som varede lige til den sorte Nat, uden endda at være afgjort, da der noget saa næsten var faldet lige mange paa begge Sider. Høther kunde ikke sove af Bekymring for den overhængende Fare, (118) som det plejer at gaa, at naar Sindet er i Oprør, faar Legemet heller ingen Ro; thi en urolig Sjæl kan ikke lide, at Kroppen skal hvile sig. Ved den tredje Nattevagt gik han da ene og ganske hemmelig ud for at bespejde sin Fjendes Lejr, og da han kom did, kunde han mærke, at de tre Jomfruer, som bragte Balder den forunderlige Mad, havde alt været der; thi deres Fodspor i Duggen røbede dem, og disse skyndte han sig da at forfølge, hvorved han endelig tilsidst naaede deres Bolig. Da han nu her blev adspurgt, hvem han var, gav han sig ud for en Spillemand, og derved greb man ham ikke i Løgn, thi da man flyede ham en Luth stemmede han den strax og spillede dem med mageløs Færdighed et Stykke, hvori Tonerne med den sødeste Velklang og de fineste Overgange kildrede og indtog øret. Hjærtestyrkningen til Balder blev ellers her tillavet med Vor af tre Vandsnoge: dem stod de nu med og lukkede Munden op paa, saa Voren flød i Mosen, og somme af Nymferne vilde gjerne venskabelig Elverpiger (121) givet Høther noget med, men den ældste af de tre forbød det strængelig og sagde, at man forraadte Balder, naar man forøgede hans Fjenders Kræfter. Han forsvarede sig imidlertid med, at han var ikke Høther selv, men kun hans Følgesvend, og de Nymfer, som var ham bevaagne, gav ham endogsaa af Godmodighed et herligt skinnende Belte, som kunde hjælpe godt til at sejre.

Da nu Høther gik tilbage, den samme Vej han var kommet, mødte han Balder og rørte ham i den ene Side, saa han faldt halvdød omkuld, og da det rygtedes i Høthers Lejr, gjenlød den, fra Ende til anden, af Frydeskrig i højen Sky, men de Danske holdt et almindeligt Klagemaal over Balders Skæbne.

Selv følte nu Balder usvigelig, at hans Time var kommet, men lod sig dog den næste Dag paa en Løjbænk bære i Marken, med samt sin smertefulde Vunde, som netop hidsede ham til at forny Slaget og vove sig yderligere, da han kun nødig vilde ende sine Dage ubemærket paa (122) Sottesengen i det mørke Kammer. Den følgende Nat kom Hel til ham i Drømme og sagde, at Dagen efter skulde hun have den Fornøjelse af hans Selskab, og det var intet tomt Skyggebillede, hvad der blev sagt, thi tredje Dagen efterat han havde faaet Skaden, gjorde den ulidelige Smerte Ende paa hans Dage, og Hæren begrov hans Konge-Lig i en Høj, som opførtes til det samme. I den Høj skal der, i Følge et ældgammelt Sagn, ligge en Skat begravet, og i Haab om at finde den, var der i den senere Tid nogle Karle, med en vis Harald i Spidsen, som gav sig til at grave der en Nat, men blev pludselig slagne med Forskrækkelse og holdt op; thi det kom dem for, ligesom der med Susen og Brusen brød en stor Aa ud lige paa Toppen, hvor de gravede, oversvømmede hele Marken og tog med hvad den mødte. De blev naturligviis bange for, at den rivende Strøm skulde tage dem med, saa de fandt, der var ikke noget at bie efter, smed Spaden og løb, det bedste de havde lært, hver sine Veje.

(123)
Det var da sagtens Guderne, som holde deres Haand over det Sted, der nødte de Karle til at slaa Penge-Nykkerne af Hovedet og sørge for deres egen Frelse, ja det var dem en Lære-Streg, at man ikke skal arbejde paa at faa Grunker, men kun paa at opholde Livet, noget, som Efterkommerne, hvem Sagnet om dette Gravbrud naaede, har holdt sig efterrettelig, og ladet den Høj ligge i Fred. Da altsaa ingen har gjort sig saa næsvis at træde i Haralds Fodspor, skal man ikke kunne sige, om der ikke dog kanske ligger en Kostbarhed, hvad det saa er, i det dunkle, skyggefulde Bjærg. For Resten kan man sagtens vide, at det Vandspring ikke har været noget ordentligt Væld, der kom nede fra Jorden af, men kun som man kan se et Skyggebillede, der ved et eller andet Spilleværk kommer til Syne!

(...)