Som en stor familie
Genlyd fra 4. Sommerseminar
I slutningen af august sluttede 4. internationale sommerseminar i Veliko Tǎrnovo for unge bulgarister og slavister. Vi var fordelt på hundredetyve studerende, undervisere og tolke, som var kommet til Veliko Tǎrnovo for at lære mere om det bulgarske sprog, om det bulgarske folks historie, levevis og kultur. Det er sket således, at jeg to gange har skrevet om seminaret, om denne vidunderlige og unikke atmosfære, som kun nødigt lader sig udtrykke i et lakonisk sprog med tal og fakta, men som skal føles. Nu, hvor jeg for tredie gang har sat mig ned for at skrive, spørger jeg mig selv, hvordan det hele startede. Der er så mange ting, som gentager sig hvert eneste år, og alligevel har hvert af seminarerne sit eget ansigt.
I år var der rigtigt mange, som havde ønsket sig at deltage, flere, end der var pladser til. Der var flere specialseminarer, flere og mere forskelligtartede kulturelle indslag. Det fjerde seminar var for os bulgarere af særlig værdi, fordi hele 1981 er af særlig værdi, nu, da Bulgarien fejrer sit 1300-års jubilæum. I sommer var der også flere, som var gengangere i Veliko Tǎrnovo. Det var dejligt at genses med Kornelija Krstja, Fouzia Laradi, Agniesz Kociba, David Scuse, Elisa London... Fra USA kom desuden familien Dagmar og Robert Bern. For to år siden var de bare amerikaneren Robert Bern og Dagmar Zelená fra Tjekkoslovakiet. De mødtes i Veliko Tǎrnovo og blev tæt forbundet med byen og med landet Bulgarien. For fjerde gang deltager franske Susanne Pavlas på seminaret.
Nogle aftener på lektorernes klublokaler oversteg alle forventninger. Hvordan fandt folk dog tid til at forberede sig? Hvorfra kom alt det talent? Der blev sunget, reciteret digte, danset. Det var så smukt altsammen — landegrænser svandt bort, og racemæssige, nationale og politiske skel blev ophævet. seminaret lignede en stor familie.
Jeg husker den dag, da vi ankom til Sunny Beach. Kun med lidt sol hilste vort badested ved Sortehavet os velkommen, og derudover måtte vi vente ret så længe indtil, at vi havde fundet ud af, hvilke hoteller vi skulle indkvarteres på. Så greb David sin gadulka, Elisa sin kavala, mens Vaclav og Erik tog tamburaerne. Omkring busserne udspandt sig da en livlig bulgarsk kædedans. Forbipasserende samlede sig om os, kikkede og spurgte, hvem dette orkester var, og de nægtede at tro, at det var udenlandske slavister, til og med fra toogtyve lande.
Jeg skriver og ser, at jeg må sige lidt om seminaret, om den hede august måned, da universitetets sale og gange genlød af fremmede tungemål. Det bringer en til at tænke på den gamle bibelske legende om babelstårnet, hvor gud forvirrede menneskenes tunger som straf for deres dristen sig til at bygge et tårn, som ragede op til himlen og på den måde nåde op til gud den almægtige. Legende er legende, men siden tidernes morgen har menneskene søgt efter det fortabte sprog. Jeg tror, at de unge, som forsamler sig i Veliko Tǎrnovo hvert år i august fra alle fire verdenshjørner, vil finde et fælles sprog — bulgarsk — og ved dets hjælp have held til at opbygge sit eget Babelstårn og dermed indfri det store, almentmenneskelige mål: indbyrdes forståelse, broderskab og venskab.
Ivan Haralampiev