Afsløring! Så fik Danmark alligevel en hulemand som statsminister!!
Hvad andre har sagt til ovenstående grafik:
Socialistisk agitation er ganske spildt på mig - når den bliver demagogisk, tjener den endda til at styrke mit borgerlige sindelag yderligere!
Hjemmesiden - Laeste den med stor fornoejelse! (...) Og - ethvert politisk parti som ikke har plads til os allesammen er ikke stemmevaerdigt......
Hvorfor hulen, mand?
Under valgkampen til folketingsvalget 2001 udtalte
Socialdemokraternes daværende udenrigsminister Lykketoft, at
han ikke troede på Venstre-lederen Anders Fogh Rasmussens
forvandling fra hulemand til julemand
. Det var et ordspil
med en hentydning til Fogh Rasmussens bog Fra socialstat til
minimalstat : en liberal strategi (1993) og hans
løfter om guld og grønne skove før valget d.
20. november 2001.
Socialdemokratiet kunne ikke tro på
Venstres formands valgløfter i 2001 om at stå som
en garant for velfærdsstaten
, men mente, at man
måtte holde sig til det, som stod på skrift i
statsministerkandidatens egen produktion. Nemlig at der ville ske
en minimalisering af statsapparatet, udliciteringer,
privatiseringer, dereguleringer o.s.v. i bedste
europæisk-liberale ånd. Det blev Socialdemokratiets
valgkamp lagt an på at påvise -- til Venstre-formandens
hovedrysten.
Hulemandstendenserne har Kongeriget Danmark
mærket hver dag siden Anders Fogh Rasmussens magtovertagelse
27. november 2001. Venstre har vist sig mere liberale, end
Anders Fogh Rasmussen gav indtryk af under valgkampen
, som
Frank Korsholm, dagbladet Børsens politiske redaktør,
skriver 22.1.2001. Så det er ikke svært at finde
eksempler. Det handler om selvtilstrækkelighed,
uigennemtænkte beslutninger (nedlæggelsen af div.
institutioner, uden at de involverede ministre er blevet
informeret) eller dyb uvidenhed om, hvordan en moderne demokratisk
stat fungerer. Jeg nævner i flæng:
Nedlæggelse af Boligministeriet
-- uden at flytte resorterne andetsteds hen. Sådan så det ud, da den nye regering blev præsenteret 27. nov. 2001. Vi skal åbenbart bo i huler!
Reduktion eller fjernelse af miljøbistanden til Østeuropa (planlagt)
Miljøbistanden til Østeuropa har været et
særdeles virksomt middel til at etablere små og
mellemstore danske virksomheder i særligt Baltikum og
Rusland, vel båret undervejs af den goodwill over for
Danmark, som bl.a. Center for Menneskerettigheder havde været
med til at opbygge. Østhjælpen har været
drivkraften i hele den go East-tendens,
der har været en trend i dansk erhvervsliv ned gennem
1990-erne. Samlet er der ydet 3,3 mia. kr. i miljøbistand
fra Danmark til Østeuropa. Flere danske virksomheder
nyder godt af statsstøtten, som har givet dem sidegevinster
i form af nye ordrer i modtagerlandene
, lyder det i en rapport
fra Cowi Consult af 21. januar 2002. Et attraktivt marked kan
fortabes, hvis regeringen fjerner miljøstøtten.
Og så er der velfærdsargumentet: Forurening spredes. Forurening er international. Hvis vore nabolande sviner vand og luft, kommer det før eller siden til at ramme os. Endvidere østeuropæernes traditionelle foragt for miljøhensyn en hæmsko for optagelse i EU.
Beskærelse af u-landsstøtten med 1,7 mia. kr. (23. januar 2002)
Det er et større politisk spørgsmål. Dels
taber Danmark pondus i den udenrigspolitiske linie, som ellers er
gået på at tvinge andre industrialiserede lande til at
yde en større del af deres bruttonationalprodukt til
u-landsstøtte. Hjælp til u-landene er en investering i
deres egen sikkerhed (i et velfungerende land gider militæret
ikke at begå statskup, præsidenten stikker ikke af til
Svejts med statskassen under armen, det erklærer ikke krig
mod et naboland for at score dets diamantminer) og i vores. Et
trygt land producerer færre mennesker, som føler sig
foranlediget til at emigrere. En god u-landsstøtte mindsker
dermed også presset på Danmarks grænser. I
øvrigt har u-landsstøtten altid været god
forretning -- for hver krone vi giver ud, kommer ca. 1,75 kr.
tilbage igen til Danmark.
Nedlæggelse af 103 råd, nævn og centre (primo januar 2002)
Indrømmet -- en del af dem havde overlappende funktioner, men de var ikke dyre i drift. En undtagelse er Center for menneskerettigheder (se nedenfor). Argumentet for nedlæggelsen i januar 2002 var ellers omkostningssænkninger. Den politiske effekt er, at de mange ikke-statslige organisationer, som sad i nævnene, fortaber den direkte kontakt til de udøvende -- og lovgivende (ministeren) -- myndigheder. Beslutningerne vil da i højere grad ligge i ministerierne. Det er et skridt hen imod en afdemokratisering, når civilsamfundets rolle mindskes. Desuden forsvinder den ekspertise, der ligger i at have nævn, der har høringsret, når love skal foreslås. Der sidder faktisk mange kloge hoveder i nævnene. Faren er ukvalificerede beslutninger.
Blandt de ramte institutioner var somme, f. eks. Nævnet
for Etnisk Ligestilling, producenter af udtalelser, der går
VK-regeringen imod. Så i det omfang, at VK-regeringenoverhovedet vil lytte til eksperter (experttyranner
, som
statsministeren kaldte dem i sin nytårstale 1. januar 2002),
skal det sandeligt være nogle, som mener det samme, som den
selv.
Nedlæggelse af Center for Menneskerettigheder
I modsætning til, hvad man tror, er Center for Menneskerettigheder ikke bare et bibliotek med tilhørende støvede forskere. Derimod er det et vigtigt center, kendt i ind- og udland for sine initiativer for menneskerettigheder, især hos vore naboer i Østeuropa, opbyggelse af civilsamfundet i Baltikum og Balkan. Ikke bare en tænketank, men også en dynamisk orkestrator af begivenheder med internationale konsekvenser (f. eks. international anerkendelse af rusynerne, kursusvirksomhed til humanisering af Østeuropas politikorps). Centeret har bidraget meget til at cementere Danmarks omdømme og indflydelse i verden; dets aktiviteter har spillet en vigtig rolle for, at Estland, Letland og Lithauen er omtrent så loyale over for Danmark som et almindeligt dansk amt.
Dets aktiviteter skal videreføres af Udenrigsministeriet.
For de fleste med erfaringer med samme institution vil det
være bekendt, at dette ministerium er bedst egnet til at
holde på former og traditioner, men ellers ikke noget, som
indebærer ændringer. Dem henter
UM altid folk ind
udefra til at udføre. Dagbladet Børsen skriver i sin
leder 22. 1. 2002 om ophævningen af Center for
Menneskerettigheders politiske uafhængighed
, at det
givetvis vil svække vores omdømme i udlandet og i
FN.
Udlicitering af jernbanedrift til skandaleramt selskab (primo januar 2002)
Den nuværende regering fortsatte den udlicitering af jyske jernbanestrækninger, som den gamle regering havde lyst tidligere i 2001. VK-regeringens valg i uge 1 af 2002 faldt på det britiske busselskab Arriva. Det privatejede Arriva har kørt busser på danske strækninger upåklageligt i årevis, men jernbanedrift duer det ikke til. I sit hjemland er de jernbanelinier, Arriva driver, plaget af forsinkelse og aflysninger. At så de Danske Statsbaner (DSB) fremlagde et pristilbud, som angiveligt var på halvdelen af den nuværende pris for driften, er en anden historie. Dels har den brede offentlighed ikke set, hvordan DSB har strikket sine tal sammen, dels var der også andre og pletfriere selskaber, som bød i licitationen.
I Storbritannien, som har de ældste og største erfaringer med at lægge togdriften ud på private hænder, er erfaringerne hermed så dårlige (forsinkelser, aflysninger, voldsom vækst i togulykker), at briterne (både Labour og Tories) overvejer at inddrage licitationerne. Dette udslag af Thatcher-politik er altså slået grundigt fejl.
Afskaffelse af støtteordninger til erhvervslivet
Her skal fremhæves en støtte ril regnskabshjælp (i realiteten til at hyre en revisor til at klare bogholderi og momsregnskaber) på virksomheder på op til 4 ansatte (max. 6.500,- kr. p.a. til enkeltmandsvirksomheder). Indgrebet vil få en del små iværksættertyper til at holde sig fra at oprette egen virksomhed. Ordningen blev i sin tid indført for at sætte gang i hjulene og holde folk fra at fylde i regnskaberne på arbejdsløshedskasserne. At regeringens erhvervspakke, som blev offentliggjort 24. jan. 2002, så indeholder forlænget kredittid for momssvar for mellemstore virksomheder (fra 15 til 40 dage) og fleksiblere anvendelse af etableringskonti er et usselt plaster på såret.
Inhabilitet (fra 27. nov. 2001)
Kirkeminister Tove Fergo, som er cand. theol., fortsætter med at virke i sit kald som præst i Simon Peters Sogn (Amagerbro Provsti). Det er ellers god skik, at læreren søger orlov fra sin skole, når han bliver undervisningsminister (ex. Jørgen Estrup, R), advokaten trækker sig fra sin praksis, når han bliver justitsminister (ex. Erik Ninn-Hansen, K) o.s.v. Men ikke med Fogh Rasmussens kabinet. Her skal man have lov til at have sig selv for hver ende af forhandlingsbordet.
Aftalebrud (jævnthen)
Venstre og Konservative løber rask væk fra aftaler, de indgik med de tidligere regeringspartier før 20. 11. 2001. Dårlig opførsel, som har få fortilfælde i dansk politik.
I valgnatten udtalte Anders Fogh Rasmussen, at han ikke bare
ville være statsminister for vinderne, han ville også
være oppositionens statsminister
. Underforstået,
at regeringen ville være lydhør for den meget store
opposition. V og K er trods alt en mindretalsregering, ikke en
flertaltsregering. Men ind til videre har den nærmest
opført sig som om, at oppositionen ikke eksisterer.
Trøst i maj 2002
Så meget om om Anders Fjogh Rasmussens første to måneder ved roret. I maj måned stresses Folketinget gennem afstemninger om 300-400 lovforslag. Sandsynligvis kommer nogle af Venstres og Konservatives medlemmer til at stemme for noget, som gavner velfærdsstaten. Om ikke andet, så fordi der altid er nogen, der trykker på den forkerte knap.