Kære Svend Åge
Erik og jeg vil på vegne af skolebestyrelsen sige et par ord til dig på forskellig vis.
Vi er ganske klar over at det er dig der er vant til at stå her og sige gode ord til elever, forældre, lærer og kommende elever, forældre, og lærer og mange andre. Så det er uvant for dig at sidde her i dag og bare tage imod i stedet for at give. Men i dag er der rig mulighed for at øve sig i den kunst.
Da min familie og jeg flyttede hertil for 8 år siden opdagede vi at der var indtil flere skoler at vælge imellem – både private og så folkeskolen her på bakken, så vi tog rundt i skolelandskabet. Og jeg husker tydeligt det første besøg på Århusbakkens skole. Børn og voksne blev modtaget på dit kontor (der var vist både sodavand og kaffe)– besøget var velforberedt. Børnene blev vist rundt af jævnaldrende elever, og som det naturligste af alt lånte du dem dine nøgler, så de kunne komme rundt i alle skolens kroge. Da de kom tilbage efter en spændende tur udbrød de: vi behøver ikke tage til det sidste sted, for det er her vi vil gå i skole!
Den tillid, imødekommenhed og engagement vi den dag blev mødt af fejede enhver tvivl af banen og jeg har senere erfaret både som forælder, skolebestyrelsesrepræsentant og som præst i sognet – at det ikke bare var et enkelt heldigt møde på en god dag, men at tillid, imødekommenhed og engagement faktisk er meget karakteristiske egenskaber for dig.
Du brænder ganske enkelt for at skabe en rigtig god skole – og det har du fået en særlig mulighed for – endda helt fra grunden – og du holdt bl.a.fast i, at der skulle være en finsk masseoven midt i det hele, som børnene kunne varme sig ved her i de kolde efterårsmorgener. Tak for den – og så meget andet
Langsøskolen er dit hjertebarn, som du har været med til undfange, føde og se vokse til og udfolde sig sammen med dygtige og kompetent lærer og pædagoger. Og det er med stor stolthed og glæde at du har vist den frem, til hvem der måtte ønske det og begejstret fortalt om alle de pædagogiske tanker og ideer, der har du været med til at forme den. Det er ikke mange skoleledere der får lov til at efterlade sig et sådant synligt og konkret resultat af deres arbejde og ideer, som du gør.
Som skolebestyrelse har det været ganske imponerende at opleve hvordan du - godt bistået af Karsten - knoklede under hele den lange projekterings, bygge og etableringsfase og jeg tror egentlig ikke det rigtigt stoppede igen, så skoleafdelingen kan være glade for, at du ikke har været ansat på timebasis, for så ville der være en efterregning, der nok kunne få det stramme skolebudget til at dirre endnu engang.
Det at være skoleleder har været en livsstil for dig og når man har set dig på cykel med hjelm og god fart på vej fra stationen, med en stak gratisaviser på bagagebæreren, ja så har man ikke været i tvivl om, at du er en handlingens mand – det var du også den dag, hvor der kom en elev på tværs af din vanlige rute og I kolliderede. Resolut satte du dit knæ på plads og sørgede derefter godt for pigens ve og vel. Og sådan har du aldrig været bange for at handle, når der var brug for det og tage fat på de problemer og udfordringer der hører med til at være leder. For ingen skal være i tvivl om, at Langsøskolen er en holdningsskole, hvor der er forskel på rigtigt og forkert og hvor du som leder ofte er gået foran på forskellige områder og trådt gode stier for andre.
Det har været vigtigt for dig at fortælle den gode historie om Langsøskolen og bevare den positive indfaldsvinkel, selvom der også indimellem kunne være andre historier at fortælle.
I skolebestyrelsen har du medvirket til et godt, inspirerende og tillidsfuldt samarbejde, hvor der altid har været noget vigtigt på dagsordenen, og hvor du har været god til at lyttet til vore tanker og meninger og inddrage os i skolens vilkår og liv og vi er meget taknemmelige for at have haft en sådan god og troværdig ambassadør for skolen i dig.
Og hvis jeg et øjeblik tager min præstekasket på, vil jeg også sige tak for det gode samarbejde, som du har været med til at bibringe mellem skolen og kirken igennem årene – også i det samarbejde har vi mærket din åbenhed og engagement og du har også på det område været med til at tænke visionære tanker om, hvordan skole kirkesamarbejde kunne blive endnu mere udbygget i kk44 ugen og skoleåret igennem
Tak også for det
Anette Kortegaard, 2008-10-26
Kære Svend Aage.
Vi er kun en liden skare, revet ud af din hverdag. Vi ved, at du savner at se alle børnenes ansigter her til stede; ingen, hverken dine kolleger, forældrene eller børnene selv har nogen sinde været i tvivl om, at det var dem, som du brændte for. Du vidste godt, at selv om, at en skoleleder først og fremmest er personalechef for en flok lærere og økonomichef for en uddannelsesinstitution, så er det børnene, det har handler om, og du har ageret derefter: Du var jævnlig gårdvagt i Danmarkshuset, hvor vi så dig smilende skue ud over børnene i indskolingen. Du trådte til som underviser, når skolen var løbet tør for vikarer. Og du var med hele vejen, når problemerne tårnede sig op for de enkelte elever, og når myndigheder uden for skolen måtte drages ind.
En indikator for godt lederskab, ikke mindst inden for skolevæsenet, er synlighed og tilstedevær. Du er, eller var, som vi må vænne os til at sige, en af synlige. Alle børn ved, hvem du er.
En gang var det gensidigt. Du har kunnet alle elevernes navne.
Tid er ikke bare noget, der går.
Det er også noget, der kommer.
Det var Lars Heshes kloge ord ved dagens morgensang i Danmarkshuset, ikke mindst møntet på dig. Vi
har i skolens bestyrelse haft vore svare overvejelser om en passende
afskedsgave. For at citere din næstkommanderende Carsten
Mørck-Pedersen, så er du en mand med kun én interesse, og den er du ved at afvikle
. Af den grund vurderede vi, at du skulle skue fremad. Og derfor får du her hjælp til med disse ekstra øjenkrykker. Vi havde nemlig hørt, at du ville genoptage din barndoms interesse for lystfiskeri eller kajak — i hvert fald noget, hvor man kan skue de blå horisonter, og himmelhvælvingens port
. (cf. Livstræets krone, populær sang på Langsøskolen)
— Erik Thau-Knudsen, 2008-10-31