al-Andalus:
Historien om arabere og muslimer i Hispania 711-1300

Indholdsfortegnelse

1. Præludium
2. Al-Andalus. Historien om arabere og muslimer i Hispania 711-1300
   1. Forventningerne før slaget
   2. Al-Andalus politiske historie
   3. Folkeslagene i al-Andalus
   4. Den sproglige situation
   5. Økonomi og handel
   6. (Gen-)erobringen
   7. Efterspillet
3.  Kommenteret bibliografi
   1. Meget centrale værker
   2. Mindre centrale værker
   3. Værker af perifer betydning for emnet
   4. Encyklopædier

Præludium

Denne opgave handler om Portugals og Spaniens tidligste rødder. Den handler om historien for den del af landene, som var under islam i mid­delalderen. Valget af denne problemstilling er ikke tilfældig:

Det seneste par årtiers verdenspolitiske udvikling har rettet den globale, især vestlige offentligheds opmærksomhed mod arabiske og muslimske kulturer, i første række som suveræne stater i deres konflik­ter mod Vesten. Oliekrisen 1973-74 som en udløber af problemkom­plekset omkring Palæstina gjorde Europas afhængighed af Mellemøstens olie følelig. Her var det et spørgsmål om Europas dårlige samvittighed efter 2. Verdenskrigs holocaust mod jøderne, som i Efterkrigstiden havde fået Den vestlige Verden til at vende det blinde øje til eller åbenlyst at støtte den jødiske stat Israels oprettelse og konsolidering i Palæstina og med senere udvidelser på bekostning af Ægypten, Jordan og Libanons territorier. I 1976 blev Verden vidne til fødslen af en ny religiøs stat, Iran, der straks markerede sine antivestlige intentioner ved at standse handlen med den kapitalistiske, kristne verden. Dette ramte et land som Danmark hårdt. Danmark havde i tiden op til shahens (den iranske konges) fald opbygget en eksport af feta-ost til mange mellemøstlige stater, herunder Iran som storaftager af denne Mellemøstens traditionelle spise, som de fjerne nordboer havde opnået store færdigheder i at producere velsmagende, holdbar og let transpor­tabel. Dansk feta er den dag i dag en delikatesse sammenlignet med lokalt fremstillede oste. Med det iranske importstop blev danske butik­ker oversvømmet med feta, og danske forbrugere måtte på deres smagsløg stifte bekendtskab til islamisk antiimperialismes konsekven­ser.

Ned gennem 1980-erne kom store flygtningestrømme fra mellemøstlige lande som Afghanistan (qua Sovjetunionens intervention i 1979), Ghasas vestbred (qua Israels besættelse. I 1987 startede intifa­daen, opstanden blandt de lokale arabere mod den israelske besættel­sesmagt), Libanon (qua den siden 1975 næsten per­manente borger­krigstilstand under indblanding af palæstinensiske flygtninges militser, Israels intervention på de kristne libaneseres side og Syriens indgriben i landet), Irak og Iran (qua den syvårige krig mellem de to lande ned gennem 1980-erne. Samtidigt kom der også flygtninge med særlige politiske motiver fra de to diktaturer), Kurdistan (qua irakiske og tyrkiske manøvrer mod den store kurdiske minoritet, især efter mili­tærkuppet i Tyrkiet 1978), Syrien (qua massakrer mod præsident Asads politiske modstandere i Hama i februar-marts 1982). Militærets magtovertagelse i Algeriet efter valgsejren i 1992 til muslimske funda­mentalister og kri­gen i Bosnien siden april 1992 har yderligere aktuali­seret den vestlige verdens indstilling til islam og dens troende. Den of­fentlige debat i Vesteuropa præges gennem 1980-erne og frem til i dag af den fremspi­rende racisme, der i mange tilfælde henter religiøst prægede argumen­ter. På denne måde er den danske debat med banner­førere som pastor Søren Krarup og Trivselspartiets Mogens Glistrup mere ladet med religi­øs intolerance end med egentlig racisme. Racisme er jo den ene races tro på sin overlegenhed overfor andre og dermed inferiøre racer. Kun ganske få ekstremistiske partier i Vesten har endnu ikke erkendt, at racen ikke determinerer individets sprog, religion, opførsel, påklædning eller loyalitet overfor det omkringliggende sam­fund.

Fra første færd af siden Muhammeds indstiften af islam i 610 har kristen­dommen været i direkte berøring med den ny tro. Islamiske herskere nåede på forholdsvis få år at udstrække deres dominans hen over Arabien, vestover gennem Nordafrika, gennem Den iberiske Halvø og op til Poitiers i Frankrig, før de blev slået tilbage. Det islamiske herredømme udbredtes mod Indien i øst og havde en nordgrænse op gennem Kaukasus og en maksimal udstrækning frem til Wien (år 1394), nu under de tyrkiske ottomanner. Europa har dermed gennem de sene­ste 1300 år været i et til tider meget konfliktpræget og blodigt forhold til Muhammeds efterfølgere i form af arabiske kaliffer, mauriske emirer, saracenske sørøvere, tyrkiske og gre­nadensiske sultaner, deres tvangskonvertere­de janitsharer, mamelukker i Ægypten. Først i dette århundrede har nordeuropæerne kunnet stifte et bekendtskab ansigt til ansigt med muslimerne i større tal. For sydeuropæerne, især beboerne i de nuvæ­rende lande Portugal, Spanien, Frankrig, Italien, Malta og hele Balkan er der tale om et vedvarende forhold, der i lange perioder har været præget af fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer, især in­denfor de islamiske landes territorier. Som det fandt sted i middelal­de­ren, betegner sameksistensen højdepunkter i menneskehedens ånde­lige, kulturelle og økonomiske udvikling, ikke blot på et europæisk plan, men i hele verden.

Tabet af kristne territorier til muhammedanerne på Den iberiske Halvø, Middelhavets øer, Nordafrika, Anatolien, Konstantinopels fald i 1453 og hele Balkans op til Østrig har i eurocentristisk historieskrivning fået en fremstilling som kristenhedens og Europas største krise, hvilket det også var. Den efterfølgende tilbageerobring - afsluttet 1492 - i Vesteuropa, i Østeuropa først i 1920 med den græsk-bulgarske annek­sion af Vest-Trakien fra Tyrkiet - betragtes som milepæle i europæisk historie. Det var i rivaliseringen mellem repræsentanter for de store monoteistiske religioner kristendommen og islam, at Europa opnåede sine nuværende ydre grænser[1].

I Østeuropa fandtes der før tyrkernes indtog en række kristne konge- og kejserriger såsom Byzants, Bulgarien, Serbien, Montenegro, Bosnien, Valakkiet, Moldavien, Slavonien, der samlet var det landmassiv, som længst lå under det tyrkiske åg, som det hedder på Balkan. Ned gen­nem middelalderen havde fyrstendømmerne været selvstændige og kunne ved gensidige erobringer opnå ganske store størrelser. Nutidens arvtagere efter de gamle riger henviser tit med vemod til forne tiders territoriale omfang og mener dermed, især qua nationalstatens opblom­string gennem 1800- og 1900-tallene, at skulle legitimere en genskabel­se af den svundne storhed. Drømme om et Storserbien, et Storbulgarien og Byzants spiller en central rolle for den moderne serbers, bulgarers og grækers nationale selvforståelse. Derfor får tiden under åget i de balkanske landes historieskrivning en meget farvet fremstilling. I re­publikkerne Grækenland, Serbien og Bulgarien har tyrkertiden i mere vulgære beskrivelser, som desværre er de mest udbredte, fået et odiøst skær af en periode med undertrykkelse, blodige nedkæmpelser af op­stande, blodskat (græsk: παιδομάζομα (paidomázema) - barnerov), kulturelt henfald, diskrimination, økonomisk stagnation og korruption. Dette skete for at fremlægge historien i en tone, som skulle retfærdig­gøre yderligere erobringer. Som en makedonsk studerende betroede mig en aften i Skopje i vinteren 1987: Det har altid været sejrherrernes største ret at skrive historien bagefter.

Al historie er sejrherrernes historie.

I Vesteuropa, især på Den iberiske Halvø, skortede det på reference­rammer til en glorværdig urtid. Da den sidste muslimske bastion i Granada faldt den 6. juni 1492, stod de tre kongedømmer Portugal, Kastilien og Aragon-Katalonien med en historie, som daterede sig tilbage til en periode, at de havde været en række ubetydelige fyrstendømmer på den lidet attraktive nordside af halvøen. Før arabernes ankomst i 711 havde der været helt andre statsdannelser, først og fremmest som løst struk­turerede sammenslutninger af visigotiske, svebiske og vandal­ske herskere på resterne af det hensygnende romerske imperium. Hverken Portugal, Kastilien eller Aragon-Katalonien havde nogen refe­renceramme til en geografisk, kulturel eller sprogligt afgrænset region, altså til noget land af samme navn, i præislamisk tid. På trods af beteg­nelsen reconquista - generobring - for den langvarige ekspansion syd over halvøen, var der kun tale om en generobring for religionen, ikke for nationen. Portugisisk og spansk historie skildrer derfor de kristne sejrherrers historie, historien for stadigt ekspanderende territorier un­der kristne fyrstenkroner.

I lange tider var det vanskeligt at skildre historien anderledes. Selv med dette år­hundredes videnseksplosien blev det islamiske Hispanias historie undertrykt. De fascistiske styrer med General Franco i Spanien og statsminister Salazar i Portugal i spidsen havde som en del af sin ideologiske ballast (den kristne) kirke og nation[2]. Det nationalistiske ele­ment udtrykt som den spanske, hhv. portugisiske race var, at spanieren/portugiseren var alle andre racer overlegen i tapperhed, mod, kløgt, dannelse, kulturarv o.s.v. Spanske skolebørn lærte, at kastiliansk var verdens sværeste sprog og så svært, at kun ægte spaniere kunne beherske det.[3] En ligeværdig behandling af det kristne og det islamiske Hispanias historie var bandlyst. Først siden Francos død i 1975 er seriøs spansk forskning på feltet begyndt at dukke op. Sigende nok udføres den af unge forskere fra Andalusien. Det skorter stadig på en tilsvarende indsats fra Spaniens vestlige broderland.

Vi skal i det nedenstående genopdage den historie, som så længe har været un­dertrykt, historien om al-Andalus.

---

[1] Vi skal undlade at komme nærmere ind på den græske intervention i Tyrkiet 1920-23 eller 1980-ernes og 1990-ernes krige i Kaukasus (Čečeno-Ingušetien, Azer­baycan [stavemåde i hh.t. azerbaycansk retskrivningsreform af 1992], Ar­menien, Nagornyj-Karabakh) og Bosnien, som først og fremmest er nationale, hhv. etniske, ikke religiøse. F.eks. opstod krigen i Bosnien i 1992 som oprør fra side af separatistiske serbere og senere ditto kroater mod centralregeringen i Saraje­vo. Den såkaldte bos­niske muslimske hær består af styrker, som støtter Bosniens lovligt valgte præsident Alija Izetbegović. Han tilhører Bosniens 40% store etniske gruppe, muslimerne. Regeringsstyrkerne tæller både muslimer, kroater og serbe­re; alle tre er etniske betegnelser fra det tidligere Jugoslavien, hhv. mellemkrigstidens Kongerige af Serbere, Kroater og Slovener (i spanske medier, f.eks. El Pais hedder samme hær la Armija, hæren, arméen, hvilket gengiver de korrekte forhold). Tilbage

[2] Det er kuriøst at observere, at Franco havde fået sin militære grundtræning i Spansk Mauretanien og havde berbere og arabere i sin livgarde. Desuden havde han en meget gunstig indstilling til Maghrib-landene. Ikke desto mindre var hans epokes hi­storikere meget negligerende overfor fortidens arabere. Tilbage

[3] Det samme kan ud fra et lingvistisk synspunkt om et hvilket som helst af ver­dens over 2000 andre sprog med lige stor ret: ethvert sprog er i princippet umuligt at beherske til fulde, med mindre man har det som sit modersmål. Problemet er blot, at noget som kastiliansk fonetik, som også var omfattet af den fascistiske ideologi­ske omklamring, er usædvanligt enkel i sammenligning med andre beslægtede sprog. Det kastilianske foneminventar har kun vokalerne [a], [ε], [ɔ], [u] og [i] overfor portugisernes orale vokaler [a], [e], [æ], [ɔ], [u], [i], [å] og [ı], for slet ikke at tale om franskmændenes germanskklingende vokalbestand med også [y], [ø] og [ɶ]. Kastiliansk har undtagen -r-/-rr- ingen geminanter modsat f.eks. italiensk, se tufo/tuffo - tuf/et dyk, pala/palla - en skovl/en bold. Kastiliansk sondrer ikke mellem stemt og ustemt dental frikativ, modsat f.eks. portugisisk casa/caça - hus/jagt. Kastiliansk skelner ikke mellem stemte orale bilabialer og labiodenta­ler (altså mellem [v] og [b]), men har kun et [ß], modsat f.eks. portugisisk bem/vem godt/(han) kommer. For en del af disse forhold er jeg tak skyldig overfor daværende studerende i spansk filologi, Abel Antolin Murcia Soriano i Barcelona 1984 (nu bosiddende i Warszawa). Tilbage

Al-Andalus. Historien om arabere og muslimer i Hispania 711-1300

I sommeren i det Herrens år 710 sejlede en lille styrke på fire hun­drede soldater, her­under 100 ryttere, af sted fra havnebyen Ceuta i Nordafrika i det nuværende Marokko. Styrken bestod af arabere og berbere fra provinsen Maghrib (Maghreb), som i årene 705-708 var blevet indlemmet i det arabiske imperium under al-Walid (705-715), kaliffen i Damaskus. Mændene var muslimer, en del af dem — især fler­tallet bestående af berbere — var nyligt omvendte til den nye religion islam og næppe særligt troende. Året var kun 91 i den islamiske tids­regning, som starter med hidjra (landsforvisningen), da religio­nens indstifter Muhâmmad (Muhammed) den 16. juli 622 (efter Kristi fødsel) blev forvist fra Mekka og tog sæde i Medina på Den arabiske Halvø.

Styrken var sendt direkte befaling fra Ifríqiyas gu­vernør Musa ibn Nussayr. Tropperne var på vej til det, de kaldte al-An­da­lus, altså Vandalernes Land, efter det blonde barbariske folk, som en kort overgang (409-429 e.Kr.) havde hersket i landet, inden de af vestgoter og romere var blevet drevet over strædet mellem Europa og A­frika og draget hærgende gennem Nordafrika for at bosætte sig i det nuværende Tunesien i 439 e.Kr. Navnet al-Andalus havde araberne givet den halvø, romerne havde benævnt hispania, Den iberiske Halvø.

Formålet med muslimernes togt var at blande sig i kongsemnefej­der­ne i Hispania. Kongen af Hispania, den vestgotiske Ro­derik (latin: Roderix, port./kast.: Rodrigo) var i 710 blevet valgt af senatus , et stormandsting, i Toledo til at efterfølge sin forgænger Witiza (også kaldet Witza eller Gutixa), som var død samme år. Stormændene (grandes seniores) havde med deres valg af tronfølger forbigået Witizas sønner, Àquila, Abba og Sisbert. Men valget af Roderik var i ov­erens­stemmelse med stormændenes og befolkningens ønske. At Roderik var frillesøn og dermed en mand uden ædel byrd, stred ikke mod gængs germansk moralkodeks.

Der var også en kvinde med i spillet: Kort efter sin tronbestigning skændede Roderik pigen Florinda, også kaldet la Cava. Hun var af høj byrd, datter af den kristne guvernør i muslimsk tjeneste i Ceuta, Juliano, som i sin tid havde sendt hende til goterkongens hof for at lære hende gode manerer og få dannelse — egentlig boglig uddannelse var udelukket for kvinder i hine mandschauvinistiske kredse. I året 710 meldte hun Roderiks voldtægt af sig til sin far. Far blev gal og anmodede i audiens med sin muslimske kollega Musa ibn Nussayr om, at misdæde­ren skulle straffes. Musa indvil­ligede efter rådslagning med sin overordnede, kaliffen i Damaskus. Denne version af mo­tiverne for in­va­sionen af Hispania går igen i både europæiske og arabiske skildringer. Den har en lighed med en legende fra den modsatte ende af Mid­delha­vet, nemlig i Ilia­den. Her skulle græske helte samles for at strides om den skønne Helene uden for Trojas mure. Men Florindas rolle for His­panias skæbne har nok været lige så meget en myte, som Helenes rolle var for Troja.

Realiteten var, at Hispanias ledere var germanere med en kultur, vi genkender i danske og islandske sagaer. Fejder mellem de vestgo­tiske herskerætter var hyppige i Hispania. Valget af Roderik havde vakt mishag blandt Witizas ætlinge. Deres an­modning om Musas støtte var den virkelige årsag til, at den lille flåde på fire skibe skød fra land i Ceuta i 710 e.Kr.

Det var høj­sommer og ramadan — den muslimske faste.­ Kommandan­ten for det lille regiment var Tarif âbu Zara. De landede på det sted, som nu hedder Tarifa efter kommandanten, drog ind i landet, plyndrede og hærgede, som man jo gjorde i mid­delalderen, og rejste derefter tilbage til Musa for at aflægge beretning. En rekognoscering kunne man kalde denne første landsætning.

I Ceuta samlede Musa en berberisk hær på 7.000 mand (nogle kilder angiver op til 12.000 mand), udpegede sin tidligere slave, berberen Tariq ben Ziyad, til dens ge­neral og sendte den over havet igen i 711, året efter, i Julianos skibe. De landede ved et bjerg, der siden da har heddet Tariqs bjerg — Gebel-Tariq eller Gibraltar, for siden at marchere i retning af Córdova.

Roderik var på samme tid oppe i Pamplona for at nedkæmpe en op­stand blandt baskere og vestgoter, men måtte skynde sig sydpå til Guadalete-floden, hvor slaget skulle stå. Det stod på fra 19. til 26. juli, og da sejren hændte til vestgoternes fordel, valgte skæbnen, at et vigtigt troppeafsnit gik over på arabisk side grundet Àquila, Witizas søn, som efterstræbte Hispanias krone, siger gamle beretninger. Roderik faldt på slagmarken, og Tariq fortsatte krigsførelsen med at indtage Ecija, Córdo­va og Toledo (oktober-november 711). Da kom den korpulente guvernør Musa selv til al-Andalus med forstærkninger på 18.000 mand for at ind­tage Sevilla, Mérida og Za­ragoza. I stedet for Hispanias krone måtte Witizas sønner tage sig til takke med de goder, som Tariq skænkede dem, mens Juliano fik sin bekomst i Córdovas be­siddelser, berettes der videre.

Roderiks æt og tilhængere flygtede op i de uvejsomme bjerge i halvøens nord, mens muslimerne fortsatte færden frem. I 713, da His­pania minus den kristne lomme var faldet i indtræn­gernes vold, krydsede de Pyrenæerne og nåede op til Narbona (Nar­bonne) på frankisk territorium.

Forventningerne før slaget

Witizas æt havde forventet en kortvarig intervention og en gevinst i form af Hispanias krone. Prisen for de fremmedes hjælp skulle have været krigsbyttet. Musas udsendinge havde forventet byttet og måske at kunne udbrede islam på sydsiden af halvøen. Men da muslimerne endelig stod i Hispania, opdagede de, hvor hult det vestgotiske styre var og gjorde kort proces med landet. Hasten, hvormed Hispania blev til al-Andalus, kan forklares med:

1. Modsætninger mellem herskende germanske ætter, hvilket svækkede central­magten.
2. Sociale modsætninger mellem land og by: Byerne var beboet af den oprindelige ro­maniserede befolkning, mens landet var domineret af vestgotere og andre germanske folk, som med tiden var gået op i goterne.
3. Religiøse modsætninger: Den etablerede variant af kristendommen på Den i­beriske Halvø var den katolske, mens visigoter og andre ger­manere var tilhængere af ariansk kristendom. Arianerne anerkendte ikke Guds treenighed og mente, at Jesus ikke var væsensfælles med Gud, d.v.s. Jesus havde været et menneske.
4. Almuens ligeglæde: Den oprindelige befolkning af lusitanere, iberer, kelter og ba­skere havde i over 2.000 år været under fremmed styre, især i de blomstrende sydvestlige regioner. Fønikiere havde i 11. årh. f.Kr., grækerne noget senere oprettet kontrol over byerne. Fra år 206 f.Kr. besad romerne Hispania. Siden havde gentagne strømme af germanske folkevandrere påført halvøens beboere en tiltagende apati overfor de til enhver tid gældende herskere. For mange kristne kom den arabiske erobring som en befrielse.

700-tallets sejrherrer havde følgende fortrin:

1. En fælles, konsistent religion. En religion, som forjættede en tilværelse i paradis for krigere, der omkom i djihad, i islamisk hellig krig.
2. Et velsmurt militært apparat. De arabiske tropper holdt god mands­tugt og var dertil ledt med stor dygtighed. De kunne kæmpe på tom mave og lod vente til sejren med at spise. Beduiner og andre noma­defolk, som også indgik i hæren, var i forvejen krigende folk. Et enkelt nederlag havde ikke samme psykologiske virkning på dem som på fastboende modstandere. I deres nederlag fortrak no­mader­ne til ørkenen for at samle kræfter og derefter at angribe påny. Bevæbningen bestod i lette sabler, små skjolde og let kavaleri sam­menlignet med europæernes tungere udrustning og sværere kavale­ri, som sænkede bevægeligheden i kritiske øjeblikke.
   Desuden var berberne gamle kendinge i Hispania. Ned gennem hele 6. og 7. årh. var sydkysten blevet hjemsøgt af berberiske røverbander, så razziaen i 710 var for mange af deltagerne samme gamle vin på nye islamiske flasker.
3. Racemæssig og kulturel affinitet. Næsten overalt, hvor araberne havde udbredt islam, var der arabere eller andre semitiske folk, for Nordafrikas vedkommende skal nævnes ægyptere og berbere. Disse semitter havde mange fællestræk med arabernes kultur og forstod deres sprog. Det var derfor let at få lokalbefolkningen til at fylkes under islams grønne vimpler.
4. Religiøs tolerance. Muslimernes hellige bog qur‘an — koranen — prædikede to­lerance overfor jødedommen og kristendommen. Disse to monoteistiske religioner havde øvet en stor indvirkning på indstif­teren Muhâmmad i 600-tallet under dennes rejser i Syrien. Kristne og jøder var ikke hedninge, men hanif (dissidenter, vantro). Hanif skulle betale særlige skatter, som til at begynde med ikke oversteg den, de havde måttet udrede overfor de vestgotiske oligar­ker. Ved at re­spektere disse trosretninger og deres institutioner undgik muslimer­ne modstand fra de undertvungne folk. Det skal dog nævnes, at da araberne var i mindretal overfor de nye undersåtter, ville en religiøs intolerance i det lange løb have været umulig at opretholde.

Al-Andalus politiske historie

På trods af, at ordene Hispania og al-Andalus oprindeligt betegnede det samme område, nemlig Den iberiske Halvø, vil ordet Hispania her bruges om den kristne del af halvøen, mens al-Andalus betegner den muslimske del.

Efter erobringens første fase blev Musa og Tariq kaldt til Damaskus. De var faldet i unåde hos den nye kalif Sulayman og vendte aldrig tilbage til al-Andalus. I stedet indsattes en guvernør, som hørte under Damaskus, for at regere over provinsen Maghrib, der omfattede al-An­dalus sammen med Nordafrika. De vekslende guvernører måtte i 40 år iagttage en række problemer. Ét var afstanden til Damaskus, der holdt al-Andalus udenfor intrigerne ved kaliffens hof og dermed forle­nede guvernementet med en vis uafhængighed. Et andet var de religiøse og politiske modsæt­ninger mellem a­raberne, som havde fandtes længe før invasionen; der var qaysitterne, som var sunnitter og støttede omajjade-dynastiets kaliffer (661-750), og de shiitiske jemenitter, som støttede abassiderne, en riva­liserende slægt. Et tredie problem var arabernes forhold til berberne. Selv om berberne havde udgjort størstedelen af de sejrende hære, blev de ikke belønnet efter indsats. Araberne betragtede berberne som 2.-klasses muslimer. Dette førte til, at berberne i 739 gjorde opstand, som startede i Ifríqiya (af latin Africa, idag Tunesien) og siden bredte sig som en steppebrand til brødrene i al-Andalus. Kalif­fen Hisham (724-743) lod sende 12.000 syriske elitesoldater fra Damaskus for at ned­kæmpe revolten. Da det var gjort, forblev syrerne i landet, fordelt som delinger rundt om i forskelli­ge regioner, hvor de be­standigt holdt sig beredte til at drage i felten ved første udkald.

I det lange løb bidrog disse sikkerhedsstyrker til en fremskyndelse af ara­biseringen af Den iberiske Halvø. Desuden var de støtter af omajjade-klanen i modsætning til de gamle ledere på halvøen.

Syrernes stillingtagen fik betydning i 749 e.Kr., da de rivaliserende abassider be­gik opstand i Kufa (i Mesopotamien, nu Iraq) og sejrede. Kaliffen Marwan II (744-750) blev snigmyrdet i Ægypten i 750, hvorefter en nådesløs klapjagt på den gamle herskerklan omajjaderne begyndte. En af Marwans slægtninge, ’Abd-al-Rahman (’Abd-ar-Rah­man), undslap myrderierne ved at søge tilflugt i Ceuta. Herfra blev den sidste omajjade indbudt til al-Andalus af syrerne. Han landede ved Al Muñecer i 755. Efter at have nedkæmpet mod­stand fra den abasside-tro emir Yûsuf al-Fihri, udråbte ’Abd-al-Rahman sig til emir af al-Andalus og valgte Kurtuba (Córdova) som sit regeringssæde.

’Abd-al-Rahman fortsatte det omajjadiske dynasti på Den iberiske Halvø. I tiden 756-912 havde de status af amir (emir) eller malik (konge) for dermed at un­derstrege deres troskab overfor kaliffen i øst. Men relationerne til kaliffen blev perioden igennem svækket, især fordi abassiderne forrykkede imperiets magtcentrum til et balancepunkt læn­ge­re østpå, nemlig Bagdad, som blev grundlagt på Tigris vestbred i 762. Abassiderne mente dermed at kunne sidde på rigets øst-vest-akses og nord-syd-akses skæringspunkt. Imperiet havde fået omfattende inter­esser i det guldrige Armenien og handelsrelationerne til det højt udvik­lede Indien og Kina. Alle handelsveje gik gennem Iraq, ikke Syrien.

Skridtet mod en politisk, økonomisk og militær orientalisering satte en cen­trifugal proces igang, især i occidenten. I 912 rev al-Andalus sin politiske binding til Bagdad og Maghrib over ved, at omajjaden ’Abd-al-Rahman III i Kurtuba opkastede sig til kalif. Dette blev begyndelsen til en århundredelang selvstændighed, hvorunder økonomi, handel, vi­den­skab og fritænkning blomstrede.

Imidlertid var riget også præget af megen uro, dels p.g.a. rivaliseren­de klaner udenfor Kurtuba, dels p.g.a. de vestgotiske hispaniske riger, som begyndte at angribe kalifatet. Reelt var der tale om en opløsnings­tid, som endte med afsættelsen af kalif Hishâm III i 1031.

Kalifatets afløser blev tajfaerne, små uafhængige stater (emirater). Sydlige tajfaer som Málaga, Granada og Ronda blev generelt regeret af berbere. Vestlige tajfaer som Valencia, Dénia, Almeria blev tilholdsste­der for resterne af kaliffens livgarde, der siden den første kalif ’Abd-al-Rahman III (912-961) havde bestået af slaviske trælle importe­ret fra Østeuropa. De andre tajfaer var behersket af baladi (medlemmer af arabiske eller berberiske familier) eller muladi (lokale muslimer med et romansk modersmål). Med tajfaerne fortsatte rivaliseringen således, at de opslugte nabostaternes territorier. Dermed kom en by som Sevilla til at omfatte størstedelen af nutidens Andalusien, Alentejo og Algarve.

Under indtryk af de kristne kongedømmers fremmarch i 1000-tallet inviterede al-Mutamid fra tajfaen i Sevilla og andre emirer i 1086 kong Yûsuf fra Marrakus (Marrakech) til at værne om al-Andalus nordgræn­se. Som så ofte før, når man i middel­alderen indbød en stærk nabostat til at stille mandskab for at klare landets indre eller ydre sikkerheds­problemer, gjorde gæsten sig til herre over værten. Kong Yûsuf tilføjede fjenden, den spanske kong Alfons VI (=1109), et forsmædeligt nederlag (ved al-Zallaqa, nu Zalaca), men ind­lemmede samtidigt tajfaerne i sit imperi­um. Frem til 1145 regeredes området fra al-Andalus over Maghrib til Ifríqiya af Yûsuf og hans efterkommere, almoraviderne (al-murabitterne, port. os almo­rávidas). Almoraviderne var berbere og fa­natisk fundamentalistiske muslimer, hvilket stred meget mod muluk al-Tawaif, arabisk for kongerne af tajfaerne. Kultur og fritænkning gik i forfald.

I 1145 faldt almoravidernes rige. Tajfaerne blev atter selvstændige. I al­moravidernes sted rykkede de sunnitiske almohader (også kaldet al-muwahhider, port.: os Almohadas) fra Atlas-bjergene. Også de var berbere og optændt af iver for at reformere det dekadente religiøse miljø, som prægede de frisin­dede områder al-Andalus og Maghrib, hvor al-Andalus også havde øvet sin indflydelse på kultur og åndsliv. I 1163 rykkede almohaden Abû Ya’qûb Yûsuf ind i al-Andalus og søgte med basis i Sevilla-tajfaen at fordrive de kristne (gen-)erobrere i ansigt af kongerne af Portugal, Kastilien og Aragon-Katalonien. Almohaderne måtte se deres rige gradvist reduceret, især grundet magtudvidelser fra Ægypten, som truede almohadernes østgrænse i Nordafrika, dels grun­det centrifugale ten­denser i riget. I 1172 faldt Tripoli i den ægypti­ske Sala­dins hænder, i 1228 rev Tunesien sig løs, i 1269 faldt Marrakus. Den sidste almohade døde i 1272. Det århundredelange regimente fra 1165 til 1272 var en tid, hvor berberne havde deres storhedstid, men hvor al-Andalus ind­flydelse gjorde sig kraftigt gældende, så man træffer samme byggestil fra denne periode både i Marrakus, Sevilla og Rabat. Præstati­onerne i al-Andalus overgik langt, hvad der blev rejst i Nordafrika.

Portugal hørte under det, som araberne kaldte al-Garb al-Andalus — Vest­andalusien — der også omfattede en del af nutidens Spanien, reg­net fra Salamanca ved Tajo-floden i nord og stik syd til Huelva i Sydspanien. Under almohaderne faldt først Xenxir-tajfaen med hoved­stad i Mérida (Spanien) i 1230-erne og med erobringen af Uh<ûnuba (Faró) af en portugisk-kastiliansk hær i 1249 blev al-Fagar-tajfaen, svarende til det moderne Algarve, også indlemmet i det kristne Portu­gal. Hermed var (gen-)erobringen af Portugal tilendebragt.

I 1250 havde Portugal og Katalonien opnået den størrelse, de stort set har i dag. For Kastilien forestod opgaven at indtage Granada, der fra 1232 til 1492 blev styret af dem, man i hh.t. datidens muslimske mode kaldte sultaner. Sultanatet fortsatte i 260 år, godt hjulpet på vej af pesten og borgerkrige i Kastilien, som tømte nabostaten for slagstyrke i lang tid. I 1492 faldt Granada i Spaniens hænder.

Hermed var den muslimske epoke ikke bare i Spanien, men i hele Vesturopa, forbi. En ny epoke tog sin begyndelse, markeret ved Kristof­fer Kolumbus opdagelse af Amerika samme år.

Folkeslagene i al-Andalus

Den etniske sammensætning af al-Andalus varierede meget fra erob­ringen 713 og frem til Uh<ûnubas (Farós) fald. For islam er trosbeken­delsen afgørende for den et­niske inddeling. Dette gjaldt også i al-Anda­lus, hvorfor jeg vil søge at opretholde religionen som et overordnet kri­teri­um for inddelingen af områdets folk.

Muslimerne (egt. de hengivne) bestod af baladier: egentlige arabere (je­menitter, qaysitter), syrere (palæstinensere, libanesere, jor­danere, egentlige syrere), berbere (almoravider, almohader o.a.) og mu­ladier (eller muwallatun — nyomvendt for de romansktalende auto­ktone (stedlige)). Desuden var der den slaviske livgarde under kaliffer­ne (912-1031). I begyndelsen var mus­limernes tal meget ringe, men de autoktone kristne så snart mange fordele ved at konvertere, dels skat­temæssige, idet de kristne var pålagt grundskyld, som musli­merne ikke skulle svare; dels havde muslimerne en kultur, som i sin mangfoldighed og overlegenhed i kunst, tænkning og livsstil var den kristne senromer­ske kultur overlegen. Med stor entusi­asme læste de autoktone koranen, filosofien og poesien, som stod i høj kurs i al-Anda­lus. Berberne havde været på Den iberiske Halvø fra første færd og kom i kraft af de store indvandringsbølger i dette årtu­sind til at udgøre grundstammen blandt de semitisktalende beboere (også kaldet maurer af det berberiske Mau­retanien). Det skal erindres, at baladierne fortrinsvis holdt sig til al-Xarq al-Anda­lus (Østandalusien), mens al-Garb al-Andalus mest var befol­ket af eu­ropæiske elementer: romansk- og oprindeligt slavisktalende.

Muslimerne kunne indgå ægteskaber på tværs af etniske og i visse tilfælde re­ligiøse bånd. En af de første klare manifestationer på den blodsblanding, som fandt sted, var ’Abd al-Rahman III (912-961), som hævede emiratet til selvstændig status af kalifat. Som søn af en navar­resisk prinsesse var han en lavbenet muslim med blå øjne og et rødt hår, som han lod farve sort for ikke at vække anstød på mange af sine undersåtter.

De kristne var fortrinsvis efterkommere af den autoktone befolkning i Hispania før araberne. Romaniseringen havde haft mest succes i de sydlige og østlige dele af halvøen, mens nordsiden Asturien aldrig havde været underlagt samme kontrol fra Rom. Grunden var det bjergrige landskab, som var sværere indtageligt for romerne og heller ikke frem­bød samme naturrigdomme som søndenfor. Maurerne så ligesom romerne heller ikke nødven­digheden af at indtage norden i 713. Det forseglede al-Andalus videre skæbne, fordi maurerne i modsætning til romerne havde fordrevet store landbesiddere — vestgoterne — nordpå. Mau­rerne undervurderede deres mi­litære styrke og ærgerrighed samt en social struktur, feudalis­men, som romerne i sin tid ikke skulle hamle op med. I de områder af Hispania, som blev til al-Andalus, må romani­seringen siges at have været fuldendt. Datidens religiøse modsætninger mellem katolikker og arianere blev fjernet ved maurernes mellemværende, idet arianismen kun havde slået rødder hos de ger­manske herskere. Aria­ni­smen var et levn fra tiden før folkevandringer­ne. Den havde vun­det udbredelse i Romerrigets periferi, hvorfra sveber og vestgoter havde indledt deres vandringer.

Under navnet mozarabere (port.: moçárabes) af arabisk musta’rib uægte a­raber måtte de kristne svare en særlig grundskyld (kharadj) samt en kopskat (djizma), hvis størrelse afhang af den enkelte provins. Muslimerne skulle svare zahat, en tiende (uchri) af indkomsten, hvilket var langt mindre end kharadj og djizya. Dette kom til at bevirke util­fredshed blandt ikke-muslimerne (dhimmi — de beskyttede) og anspo­rede konverteringer.

Mozaraberne bevarede i vid udstrækning et selvstyre. De havde deres comes Christianorum som førhen, en censor forestod retlige anlig­gender, en exactor forestod skatteopkrævningen og en exceptor stod for finanserne. Desuden havde de deres egne bisper.

Antallet af kristne begyndte at aftage kraftigt under omajjadiske, emir ’Abd al-Rahman II's regeringstid (822-852), da konverteringerne begyndte at tage fart. Des­uden fandt der en vis udvandring sted fra al-Andalus til de kristne stater nordpå. Egentlige forfølgelser af mozaraberne begyndte først sent i 900-tallet. Forfølgelserne nåede dog aldrig samme ekstreme niveau som i andre af islams besiddelser, for slet ikke at tale om kristendommens indre konflikter i samtiden, f.eks. i Byzants.

De kristnes tro blev iblandet nye opfattelser og kætteri. Mange følte sig dragne til den islamiske kulturs storhed: Ak, beklager en kristen i Kurtuba sig, alle de unge kristne, som har udmærket sig med deres evner, kender kun arabernes sprog og litteratur, læser og studerer ara­biske bøger med ildhu, og erklærer overalt, at deres litteratur er prisværdig.

Jødedommen havde været en anerkendt religion i Romerriget. Gen­nem hvervningen af soldater i Palæstina var jødedommen blevet ud­bredt til posteringer i grænseforlægninger og garnisoner over hele im­periet. Men i den tidlige middelalder begyndte der jødeforfølgelser i England, Tyskland og Frankrig, som tvang jøderne til det arabiske kali­fat, især til al-Andalus. De antages at have udgjort 2-3% af befolkningen og koncentrerede sig om byerhvervene. Jøderne var jævnligt blevet for­fulgt under vestgoterne, så de kollaborerede ivrigt med araberne, hvis styre forjættede større frihed og sikkerhed. Et jødisk troppeafsnit fra Maghrib deltog også i invasionen. I de følgende 300 år ekspanderedes jødernes kulturelle og finansielle indflydelse på den sydlige og central-sydlige del af halvøen. De besad tit høje poster i forvaltningen og ved hoffet i Kurtuba. En ganske betydelig jødisk poesi er bevaret fra den tid, skreven på en for de jødiske diaspora kendetegnende blanding af he­bra­isk og lokale sprog, her arabisk og romansk. Først under almohader­nes vælde blev andalusiske jøder udsat for forfølgelser, som drev dem til at søge tilflugt under kristne kroner. Under den ka­stilianske kong Alfons VI slag mod maurerne deltog også jøder.

Den sproglige situation

Baladierne havde det klassiske koran-arabisk som et skriftsprog, der fandt anvendelse i religionen og litteraturen. I forvaltningen havde de kristne i lang tid en førerstilling, men fra kalifatets start i al-Andalus blev de gradvis erstattet af muslimer, som opererede på arabisk. Mau­rernes tale­sprog var en slags vulgærarabisk og berberisk.

De autoktone talte romansk, en lokal efterkommer af det vulgærlatin­ske sprog. Mozaraberne betjente sig derudover af latin i religiøse og for­valtnings­mæssige ø­jemed. Det romanske sprog var ikke opdelt som nu­tidens portugisisk, kastiliansk og katalansk, der alle baserer sig på dia­lekter talt nord for al-Andalus. Romansken i al-Andalus, i eftertiden misvisen­de kaldet mozarabisk, bevarede længe vulgærlatinens lydlove.

Da muwabittun og mozaraberne udgjorde befolkningsflertal­let, var al-Andalus i realiteten et romansktalende landmassiv.

Baladierne tilegnede sig snart romansken, mens mozaraberne og muwabittun kunne det vulgærarabiske talesprog. En medvirkende fak­tor hertil var, at erobrerne var ugifte mænd, som æg­tede de lokale his­paniske kvinder. For jøderne var det he­braiske kun et kultisk sprog; til hverdag talte de arabisk og i mindre grad romansk. De facto var al-An­dalus tosproget.

Tosprogetheden øvede stor indflydelse på romansken. I stort mål trængte der semitiske ord ind i romansken; mange stednavne er bevaret på Den iberiske Halvø ned til vor tid. Der findes idag over 609 ord af arabisk oprindelse på portugisisk, såsom port. azeitona oliven, javali vildsvin, alfenim sukkerkage, atafona kværn, até indtil, arroz ris, azeite olivenolie, algo­dão bomuld, açucar sukker, azulejo (væg-)flise, kakkel; på spansk udgør tallet 934. Det kan ikke udelukkes, at den arabiske bestemte artikel har smittet af på romanske navneord af latinsk oprindelse: amora < mora jordbær, atum < tunus tun, kast. acitron, citron < citreum citron.

Fra Den iberiske Halvø blev arabiske låneord bragt videre ind i det kristne Eu­ropa. Således hidrører ord som algebra, alkymi, alkove, ciffer, makaber, zenit i dansk fra den arabisk-romanske tosprogethedhed på middelalderens Iberiske Halvø. En vigtig faktor for udbredelsen af den muslimske kulturs litterære frembringelser var desuden oversætter­skolen i Toledo, oprettet af den spanske kong Alfons X el Sábio - den lærde (1252-82) med formålet at bevare arabernes kulturskatte for den kristne eftertid. Her arbejdede muwabittun, jøder og mozarabere sammen om oversættelser.

Økonomi og handel

Med indlemmelsen af Den iberiske Halvø i Damaskus-kalifatet skete en orientalisering af økonomi og produktion. Der blev gennem det niende og tiende århundrede importeret nye landbrugsteknikker fra Persien og Nabatea. De gamle van­dingssystemer, som havde stået i stampe under vestgoterne, blev istandsat, og nye blev oprettet. Afgrø­der fra de østlige middelhavsegne indførtes, herunder frugter, korn, oliven, sukkerrør og ris. Dyrkningsforholdene varierede meget. Der var flest familiebedrifter, mange af dem forpagtet fra aristokratiske over­herrer, men et ikke ubetydeligt antal blev også ejet uafhængigt af mus­limske småbrugere, fortrinsvis muwabittun. Det er umuligt at angi­ve nøjagtige mål for produktionen, men særligt i de overrislede dalstræk og hortas i syd og øst lå den tydeligvis over datidens vesteuropæiske niveauer. For araberne var al-Andalus en højt besungen have af frodighed (se digtet på titelbladet). Den arabiske begejstring må tilskrives oplevelsen af at komme fra ørkenmassivernes goldhed til det europæiske fastland med et tempereret og regnrigt klima, en rigdom af floder, som alt sammen begunstiger landbruget.

Kornproduktionen i de tørre områder foregik med mindre held; fra det niende århundrede måtte korn med jævne mellemrum indføres fra Nordafrika.

Latifundier (latifúndios), storgodser, blev den foretrukne pro­dukti­onsmåde sønder i al-Andalus. En modsætning hertil var de kristne astu­riske rigers små­brugsøkonomi. Latifundierne fik den store udbre­delse, fordi ejerne fortrak til den attraktive urbane tilværelse. Efter de kristnes (gen-)erobring af al-Andalus overtoges tajfaernes latifúndio-økonomi, som blev eksporteret til kolonierne flere hundrede år efter og blev fremherskende i f.eks. Brasilien.

Al-Andalus virkelige fortrin lå i byerne med deres produktive økonomier, værkflid, teknologisk udvikling og uddannelse. Næsten alle byer var endegyldigt is­lamiseret og kulturelt arabiseret ved indgangen til det niende århundrede. De var ypperlige i fremstillingen af silke, som de indførte ved samhandlen med Kina, og andre tekstiler, keramik, lædertilvirkning, våben og visse typer fin smedekunst. Al-Andalus havde forholdsvis flere håndværkere i byerne end nogen anden del af Vesteuropa i hine dage.

Arbejdskraften var bedre uddannet, og det var ganske udbredt at kunne læse. I modsætning hertil var f.eks. samtidens frankerkonge Karl den Store analfabet.

Handelen blomstrede langt ud over halvøens eget areal. Kort tid efter invasionen oprettede muslimerne handelsforbindelser med Frankrig. Handelsvejene gik til lands gennem Katalonien og Narbona frem til Poitiers og Tours, til vands via Bordeaux og langs de atlantiske kyster. Handelen blev fortrinsvis udført af jødiske købmænd på begge sider af grænsen.

(Gen-)erobringen

Det varede to år (711-713) at sætte muslimsk dominans ind på Den iberiske Halvø. Det varede over syv århundreder frem til 1492 før den sidste muslimske statsdannelse på halvøen overgav sig til de kristne. Alene disse tal gør det urimeligt at kalde de nordlige kristne rigers togter ind i al-Andalus for en generobring eller reconquista, som det sædvanligvis kaldes i historieskrivningen. Når en erobring varer ¾ årtusind, kan der ikke være tale om en generobring.

Generobringer, som vi træffer dem i historien, er normalt hurtige modtræk mod en indtrænger, som fordrives. Ellers accepteres indtræn­geren af lokalbefolkningen som dens hersker. Eksotiske erobrerkultu­rer overlever sjældent længe i fremmede om­givelser, men opsuges af den lokale kultur. Det muslimske samfund på Den iberiske Halvø var på trods af alle odds usædvanligt standhaftig og kunne ikke umiddelbart fordrives eller opsuges.

Befolkningen i al-Andalus bakkede jo til at begynde med så meget op om den arabiske invasion, at den betryggede sejren. De fleste urolighe­der under emiratet var interne blandt muslimerne.

Invasionens egentlige tabere — Roderik-klanen og dens støtter — slog sig ned i bjergområderne på nordsiden af halvøen. Disse områder havde fra hedenold været kendetegnet ved deres tilbageståenhed i økonomisk og kultu­rel henseende; hertil havde den fønikiske, kartagiske og derefter romerske eller gotiske magt aldrig effektivt udstrakt sig. Vest­goternes o.a. landflygtighed i bjergene bidrog væsentligt til kristningen af den lokale befolkning, og med tiden opstod det asturiske rige (Asturien). En del af goterne bosatte sig i Pyrenæerne, på nordsiden Septimania, hvor de blev tributpligtige til al-Andalus, men i 742 forkastede de deres tributpligt, og fra 756 blev først Narbonne, siden også resten indkorpo­reret i frankernes rige som grevskaberne Urgel, Pallars, Barcelona (erobret 801), Ribagorza, Sobrarbe og Aragonien. Sammen blev de kaldt Marca Hispanica - det spanske grænseland. Samme ord marca indgår for resten også som andet led af ordet Dan­mark .

Økonomien i de kristne riger baserede sig på dyreavl, som er almin­deligt i bjergregioner verden over. I Asturien var fåreholdet karakteris­tisk. Udover en økologisk tilpasning er dyreavlen fordelagtig under krig. (Gen-)erobringen foregik som små togter ind i fjendeland. Det erobrede område benyttedes i første række som græsgange for husdyrene, der var lette at rykke ind og en meget mobil ejendom at evakuere, når det uundgåelige modangreb kom.

Erobringsprocessen var kendetegnet ved dens fattigdom på egentlige slag. Snarere drejede det sig om begrænsede træfninger. Selve marca'er­ne var et in­genmandsland med fæstninger på begge sider. På maurisk side var grænseforlægningerne et løst netværk af muslimske krigsher­rer, der til tider indgik alliancer med kristne borgbestyrere om beskyt­telse. Kristne indgik i forsvaret af al-Andalus, ikke blot under kristne hærføreres bannere, men også som frivillige blandt muslimerne. Det omvendte var også tilfældet.

Grænselandet kom til at blive en kulturel blandingszone. Den arabiske geograf Shems-ed-Din-Dimishqui beretter, at grænselandets indbyggere gik klædt som de kristne, våben og anden udrustning afveg minimalt fra de hispaniske fjender nord for marcaen.

Den kristne kommandant for en marca kaldtes marques, heraf a­delstitlen markis, beslægtet med det danske markgreve.

Araberne var overlegne bygmestre af militære anlæg, og de kristne kopierede de arabiske borge og fæstninger. Ved fremskydningen af grænsen til Douro-dalen i 960 under Leon-Asturien opførtes en linie af borge, castillas, heraf navnet Kastilien (Castilla). Kommunikationen foregik ved at opsende røgsignaler, der gik fra tårn til tårn, når maurer­ne gik til angreb. Grundet deres særligt udsatte position nød de kastilia­nske markiser i lighed med deres kolleger syd for grænsen store privi­legier. En særlig krigerkultur voksede op og kom med senere erobringer til at sætte sit præg på den senere spanske og portugisiske conquista­dor- mentalitet. I modsætning til Katalonien, hvor der snart udfældede sig en søfarende handelsstat med stærke bystyrer i stil med italienske byer som Genua og Neapel, bestod kilden til økonomisk vinding i kon­gerigerne vest for Katalonien i fortsatte indtagelser af muslimernes stillinger.

Det var først under Asturiens konge Alfons III el Magno (886-911), at en ideologi for de kristne rigers ekspansion tog sin form. Hvor sam­menstødene i begyndelsen havde været en desperat kamp for overle­velse, senere uafhængighed, var Alfons III den første konge på halvøen, som titulerede sig selv imperator. Han skabte en syntese af go­tiske skikke med hispaniske idealer og hofmanerer, såsom hyldesten og salvingen af nye konger, brugen af adelsforsamlingen el Cortes ved kongevalg o.s.v. Allerede i 760 opstod den neo-gotiske idé om at genind­sætte det hispano-kristne monarki på halvøen. Det var først i det næste århundrede, at de asturiske konger skulle opfatte sig som legitime herskere med ret til dominans over hele halvøen. Erobringerne, som i deres mål og midler ellers ikke kunne skelnes fra central- og nordeuro­pæiske feudalherrers bataljer i samtiden, blev dermed til led i en større plan, i en generobring, en reconquista. Fra det 12. årh. blev de hispano-kristne ekspeditioner mod al-Andalus desuden regnet for korstog.

En yderligere legitimation for (gen-)erobringen var opdagelsen af den prægtig grav i Galicien i begyndelsen af 800-tallet. Graven blev snart kendt som Santiago, Skt. Jakob, som iflg. overleveringerne var Jesu broder. Santiago de Compostela — af lat. campus stella — blev snart et mål for pilgrimsfærder og kunne lignes med Jerusalem og Rom. Da Jerusalem i 638 var faldet i muslimernes hænder, var Santiago de Com­postela det eneste alternativ til Rom. Ned gennem middelalderen var Santiago mål for strømme af valfartende troende fra hele kristenheden. I 1075 rejstes en katedral i Compostela. El camino de Santiago — vejen til Skt. Jakob — blev indbegrebet af den første form for infrastruktur i det kristne Hispania. For hver 25 km — en dagsrejse for den pilgrimme — stod en kirke, et herberg og et hospital rede til at betjene den trætte rejsende. De rejsende var både konger og bønder, adelige og borgere, eventyrere og fromme. Santiago-kulten medvirkede dels til at højne de asturiske monarkers prestige ud over rigets grænser, dels til en inter­nationa­lisering af kulturen og religionen. Den mozarabiske kirkes domi­nans og ceremoniel veg for den katolske kirkes i Rom. Det blev gennem el Camino de Santiago, at kommunikationen til det øvrige af Europa skete.

I takt med munkevæsnets udbredelse i Europa opstod der også en særlig iberisk variant i grænselandene til al-Andalus, nemlig ridderord­nerne, religiøst-militære grupperinger bestående af adelsmænd. Da paven i år 1095 kaldte kristenheden til kamp for at befri Jerusalem fra muhamedanerne kløer, begyndte korstogene. I det inter­nationale miljø af kristne stridskræfter opstod i det østlige middelhavs­område snart ridderordner som Tempelherrerne og Hospitalerordenen. Drevne af eventyrlyst og et gran af religiøs ansporing udkæmpede de Vesteuropas kamp om magten i Øst — mest med Byzants. En del lod sig transportere ad søvejen, og med sin position som første kristne land efter passagen ud gennem Gibraltarstrædet forlangte Portugal — som i 1139 havde op­nået status af kongedømme, uafhængigt af León-Kastilien — korsridder­nes støtte i kampen mod tajfaerne for provianteringen af fartøjerne. På denne måde fik Tempelherrerne et fodfæste på Den iberiske Halvø, da de fik de vundne jorder tildelt som egne len. Det var nemlig skik i Por­tugal og Kastilien at donere de sejrrige stridsherrer retten til de nyvundne territorier mod at anerkende monarkens overhøj­hed. Ud fra disses rækker opstod adelen på halvøen.

Et stort problem var genbefolkningen af de nye besiddelser efter at den muslimske lokalbefolkning var flygtet. Uden en forsvarsdygtig be­folkning var jorderne nemmere at generhverve, hvilket også skete ved mauriske kontraangreb. Dette for­klarer, hvorfor reconquista-en varede over 700 år. Kongerne søgte at råde bod for det ved at tilskynde mozaraberne i syd til at bosætte sig i de kristne fyrstendømmer ved at indbyde folk nordfra til at søge en fremtid i de nye landområder og ved simpelt hen at skænke massive besiddelser til adelen.

Erobrerne selv var en blandet skare, som under skiftende magtfor­hold indgik alliancer både med kristne og muslimske herskere. Ægte­skaber mellem kristne og muslimer var intet særsyn. El Cid er et lysen­de eksempel herpå. Han var kastiliansk ridder, men svigtede sin konge Alfons VI og stod i tjeneste hos emiren af Zaragoza. Senere gik han tilbage til den leonesiske trone og erhvervede sig ved sin snilde og hen­synsløshed i tiden 1088-1092 området fra Lérida og Tortosa ned til Va­lencia. Hans muslimske undersåtter, som han den kristne conquistadors vane tro brandskattede, kaldte ham el Cid af arabisk al-Sayyid. Han toner frem i historien som en typisk figur i middelalderen: en venturero (lykkejæger, lejesvend) med adelige rødder, der ikke var ukendt med begrebet forræderi.

Efterspillet

Da erobringen af al-Andalus var ovre, evakueredes en del af musli­merne til Afrika. Mange muslimer, nu kaldet maurer under ét, blev tilbage i de tabte territorier. I modsætning til mudejarerne muslimske under­såtter, som i 11.-12. årh. havde stor betydning for de kristne princi­paliteters kunst og tænkning, og som i Aragonien nød lovsikrede rettig­heder, måtte det 16.-17. århundredes maurer yde høje skatter for at bibeholde deres tro. Mange blev tvangsomvendt til kristendommen. De, som holdt fast ved islam, blev fæstebønder hos de kristne godsejere, der behandlede dem lidet bedre end trælle. Moskéerne blev i stor stil ned­revet som djævelens værker eller slet og ret omdannet til kirker.

Og dog havde de sat deres præg på Den iberiske Halvø. Arkitekturen viser tydeligt sammensmeltningen af orientalsk og occidentalsk stil. Musikarter som fado i Portugal og flamingo i Spanien har med forkærligheden for kvarttone-spring og kromatiske tonearter rød­der i arabisk tonekunst. Den arabiske renlighed havde resulteret i mange bade — i det 11. årh. havde Kurtuba 90 offentlige bade til sine 500.000 indbyggere — som fortsat virkede under kristne beherskere. Etiketten ved kristne hoffer med dens hyppige henvisninger til Gud er et andet eksempel på islamisk indflydelse.

Oversætterskolen i Toledo blev en værdifuld kilde til inspiration i Vesteuropa. Indenfor litteraturen blev poesien i Sydeuropa ansporet stærkt; forfattere som Cer­vantes og Dante var under stærk tematisk og stilistisk indflydelse fra Toledo-skolen. Videnskabelige frembringelser indenfor astronomi, astrologi, kemi og ma­tematik blev formidlet videre til det kristne Europa fra Den iberiske Halvø. Fra al-Andalus har vi arabertallene med nullet som den største nyskabelse, egentligt en indisk opfindelse. Araberne var vigtige som bevarere og udviklere af den græske videnskab, filosofi og neoplatonismen, der stod i lav kurs blandt de kristnes gejstlige. Alkymien og dens respekt for eksperimentet som bevisbyrde var trods sin primitivi­sme og spirituelle overtoner den im­puls, som førte til ikke alene den moderne kemi, men også til den posi­tivistiske naturvidenskab som så­dan.

Uden et al-Andalus på Den iberiske Halvø i det etnisk sammensatte miljø ville muslimernes kultur og videnskab have været utilgængelig grundet sprogbarriererne. Uden adgangen til den ophobede viden ville europæisk kulturliv længe have fortsat middelalderen. Im­pulsen fra Eu­ropas muslimske occident dannede grundlaget for renæs­sancen, konti­nentets åndelige fornyelse, som var tiltrængt efter seklers religiøs dog­matisme på alle livets områder. Islams samliv med kristen­dommen i Hispania gjorde, at europæisk kultur i al sin mangfoldighed ikke kan an­skues som et kristent konstrukt alene. Der fandtes engang et muslimsk Europa, som trods sin binding til orientens herskere tidligt gjorde sig politisk uafhængig og havde et værdifuldt samspil med kris­tenheden. Nedrangeringen af disse svundne landes historie er uforståelig i be­tragtning af deres betydning for den vestlige verden. Vi har hermed søgt at give maurerne et bedre eftermæle for nutiden.

 Kommenteret bibliografi

Meget centrale værker

Mindre centrale værker

Værker af perifer betydning for emnet

Encyklopædier